Et godt sted at gro
– Om en svensk skole baseret på Ikkevoldelig Kommunikation

Tekst: Annette Hoffskov, undervisnings- og formidlingskonsulent

Læs som PDF – Klik her!

Kan man få en dreng til at kravle ned fra et træ og deltage i undervisningen uden at fortælle ham, at han skal? Uden at true, lokke eller overtale ham? En svensk skoleleder besøgte i marts 2004 Den Københavnske Friskole på Islands Brygge. Hun fortalte om fem års erfaring med at drive skole på grundlag af ikkevoldelig kommunikation – en kommunikationsform, hvor man ikke dømmer og kræver. Hvor man i stedet for at lave regler prøver at tage alles behov alvorligt.

 

Vejret er ikke med friskolen denne regnvåde lørdag. Alligevel har en gruppe nysgerrige fra både Sjælland, Malmø, Jylland og Fyn valgt at lægge vejen forbi Njalsgade 101, hvor Den Københavnske Friskole holder åbent hus. De fleste er forældre, som vil se den nye friskole og høre mere om dens pædagogik. Arbejdsgruppen bag Den Københavnske Friskole har nemlig valgt at basere skolens liv og undervisning på principperne bag ikkevoldelig kommunikation – også kendt som ”girafsprog”.

 

Det er formentlig også et væsentligt trækplaster, at Marianne Göthlin fra Skarpnäcks Fria Skola er kommet for at fortælle om sine erfaringer med at anvende ikkevoldelig kommunikation. Friskolen i Njalsgade har inviteret Marianne i håb om at imødekomme de bekymringer, som mange forældre har: Kan dette lade sig gøre i praksis? Ender det ikke i anarki, larm og endeløse forhandlinger? Og gider børnene overhovedet lære noget, hvis de ikke får at vide, at de skal?

 

 

Må jeg gå i gården?

 

Marianne Göthlin har en varm og afslappet udstråling. På engelsk og med tydelig svensk accent fortæller hun om hverdagen i Skarpnäcks Fria Skola, som ligger i en forstad til Stockholm. Skolen blev startet for seks år siden, af en gruppe forældre, som var utilfredse med deres børns skoler. De var blandt andet utilfredse med, at børnene skulle bede om lov til at gå på toilettet, til at tage sig en mad, hvis de var sultne – ja endda til at samle et stykke papir op, som de havde tabt på gulvet. Forældrene kontaktede Marianne, som siden 1990 har undervist i ikkevoldelig kommunikation.

 

På Skarpnäcks Fria Skola undgår lærerne helt bevidst at bruge det, som Marianne kalder ”autoritetssprog”. De ønsker ikke at påtage sig rollen som dem, der ved bedst og dem, der bestemmer. I stedet forsøger lærerne at opbygge et forhold til eleverne baseret på gensidig respekt og tillid. De tror på, at den kontakt er en forudsætning for, at undervisningen fungerer. Med et smil siger Marianne til de potentielle forældre til børn i den danske ”girafskole”: ”I have good news for you”. Den gode nyhed er, at hun kan fortælle, at det virker: At Skarpnäcks Fria Skola har det arbejdsgrundlag, som alle lærere drømmer om: Elever, som gerne vil lære, som tager hensyn til hinanden, og som klarer de fleste konflikter selv og uden vold.

 

 

Ivar vil sidde oppe i et træ

 

Marianne forsøger at illustrere hvordan de opnår dette uden tvang og regler: En dreng sidder i et træ og Marianne vil gerne i gang med undervisningen. Hun vil gerne have, at drengen – lad os kalde ham Ivar – kommer ned fra træet og deltager. Ivar vil gerne blive oppe i træet. Marianne fortæller, at en lærer traditionelt har tre muligheder i denne situation: At kræve, at han kommer ned NU! At straffe ham eller true ham med straf. Eller at prøve at påvirke drengens skyld-, skam- eller pligtfølelse; fortælle ham, at han bør komme ned, fordi det er forkert at sidde oppe i et træ når der er undervisning. Marianne har andre muligheder, når hun bruger ”girafsprog”.

 

Hun fortæller ikke Ivar hvad han skal eller bør. Hun fortæller ham ikke, at det, han gør, er forkert, dumt, tarveligt eller egoistisk. Hun dømmer slet ikke Ivars opførsel.  Dette betyder ikke, at hun er ligeglad med hvad Ivar gør eller ikke gør. Hun er absolut heller ikke ligeglad med sin undervisning eller med om Ivar og de andre elever lærer noget. Faktisk har Skarpnäcks Fria Skola et højt fagligt niveau. Dette forklarer Marianne blandt andet med, at eleverne på skolen bruger deres energi til at arbejde og lære, ikke på at slås med hinanden og gøre oprør mod lærerne.

 

Når Ivar sidder oppe i træet kan Marianne bruge de to dele af en kommunikationsmodel med fire trin: Hun kan enten udtrykke hvad hun selv observerer, føler, har behov for og gerne vil have. Eller hun kan gætte på hvad Ivar føler, har behov for og gerne vil. Ofte vil hun skifte mellem de to indtil Ivar og hun har fundet en løsning, som tilgodeser begges behov: Mariannes behov, som for eksempel er at kunne koncentrere sig og at bidrage til Ivars læring og udvikling.

 

Og Ivars behov, som måske er at lege og at bestemme selv. Men også at blive forsikret om, at hans behov betyder noget for Marianne og at hans deltagelse i undervisningen betyder noget for hende.

Marianne fortæller, at hun i situationen er bevidst om ikke at sigte mod én bestemt løsning, men er åben overfor andre måder at imødekomme begges behov.

 

 

En investering

 

”Men tager det ikke lang tid?”, spørger en tilhører. ”Jo”, svarer Marianne. ”Men kun i starten”. Marianne kalder denne startfase for en investering – som giver så godt et afkast, at hun ikke senere behøver bruge sin tid på skældud og disciplinering.

 

Det tager tid for eleverne at omstille sig, fordi de fleste af os er vokset op i en kultur præget af krav, tvang og pligt, hvor vi ikke lærer at træffe vore egne valg. Vores sprogbrug er, ifølge Marianne, gennemsyret af krav og tvang. Derfor vil Ivar måske tro, at læreren mener, at han skal komme ned nu, selvom hun faktisk beder ham og tager hans nej alvorligt. Med vores kulturelle bagage i baghovedet, er det ikke så underligt, at eleverne vejrer morgenluft når de pludselig forstår, at der ikke er nogen, der vil tvinge dem til noget.

 

Det tager et års tid for eleverne at vænne sig til de nye vinde, selvom der er store individuelle forskelle. Nogen trives og blomstrer fra starten. Andre bruger lidt længere tid på at nå igennem tre ”aflæringsfaser”: Først spørger de typisk ”Skal jeg gøre det?”, fordi de betragter læreren som en autoritet, som de skal adlyde. Når de så opdager, at de ikke skal, begynder de at nyde deres selvstændighed og sige ”Du kan ikke tvinge mig!”. Og når de til sidst forstår, at de virkelig ikke bliver tvunget, begynder de at slappe af og bruge deres energi på at lære.

 

Skolen lægger desuden stor vægt på at lære eleverne at hjælpe hinanden i stedet for at konkurrere. Derfor er lærerens allestedsnærværende tilstedeværelse ikke så vigtig, og hun kan koncentrere sig om dem, der har mest brug for hjælp.

 

 

Et godt sted at gro – også for forældre

 

”Men børnene vænner sig hurtigere til den nye måde at være sammen på end deres forældre gør”, siger Marianne med et glimt i øjet, da en tilhører ønsker at høre mere om forældrenes rolle og muligheder for at tillære sig den nye kommunikationsform. Skolen stiller da heller ikke krav til forældrene om at lære ikkevoldelig kommunikation, men tilbyder gerne undervisning til de forældre, der ønsker det. Ikke alle ønsker at lære principperne, men de fleste støtter op om skolens arbejde og pædagogik.

 

Heldigvis bliver børnene ofte deres forældres bedste læremestre. Selvom børnene heller ikke undervises i ikkevoldelig kommunikation.

”Det er lærerne, som er bærere af kommunikationsformen”, siger Marianne.  Lærerne bliver derved rollemodeller for hvordan man kan løse sine konflikter – også i frikvarteret – uden at dømme, drille eller bruge vold.

 

Skolen er således et væksthus for alle involverede, og Marianne kalder da også skolen for ”a good place to grow” – et godt sted at gro.

Annette Hoffskov 2004

 

 

 

 

Artiklen ”Et godt sted at gro” er baseret på et foredrag, som Marianne Göthlin holdt på Den Københavnske Friskole. Artiklen kan frit downloades i en PDF-version med fotos, fra www.denkoebenhavnskefriskole.dk, hvor man også kan læse mere om tankerne bag den kommende danske IVK-skole og tilhørende børnehave. Artiklens forfatter anmoder om, at artiklen citeres i sin fulde ordlyd og at der henvises til Marshall Rosenberg og Center for Nonviolent Communication™ som rette ophavshavere til metoden og teorien bag Ikkevoldelig Kommunikation.

 

Center for Nonviolent Communication er en non-profit organisation med hovedsæde i USA. Organisationens erklærede mål er at skabe den kvalitet i kontakten mellem mennesker, som gør, at alles behov bliver imødekommet uden vold. Nonviolent communication (på dansk: ikkevoldelig kommunikation) er formuleret af den amerikanske psykologiprofessor Marshall B. Rosenberg, som i snart 40 år har anvendt kommunikationsmodellen indenfor så forskellige områder som undervisning,  freds- og forsoningsarbejde og kriminalforsorgen. Læs mere om Center for Nonviolent Communication på den officielle hjemmeside:  www.cnvc.org og på www.cnvc.dk (henvisning til danske trænere og undervisere).

 

 

Artiklens forfatter om sig selv:

 

Jeg er uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitet, har siden fået to børn og har undervist i kommunikation på gymnasium, videregående uddannelser og efteruddannelser.

 

Sideløbende med min nuværende stilling som underviser på Copenhagen Business School er jeg i gang med at etablere mig som selvstændig undervisnings- og formidlingskonsulent. Jeg interesserer mig særligt for hvordan undervisere og andre pædagogiske professionelle kan skabe god kontakt med børn og studerende. Jeg har et skarpt blik for hvad vores valg af ord og kommunikationsform betyder for relationen. Og for hvor meget relationen betyder for tillid, motivation, kreativitet og læring.

 

Jeg har kendt til Ikkevoldelig Kommunikation i 10 år og har i løbet af de sidste tre år deltaget i træningsforløb med Marshall B Rosenberg, og andre danske og internationale IVK-trænere. Jeg har oversat IVK-materiale fra engelsk, holdt foredrag om IVK og været med til at arbejde for at etablere den første danske skole baseret på IVK.

 

Jeg har skrevet to artikler om IVK i bladet Forældre og Fødsel. Læs mere om bladet på www.fogf.dk, hvor der findes en digital version af artiklen fra nr. 3, april 2004: Rigtige forældre gider ikke høre mere vrøvl – om at skrige på giraf. Den første artikel blev bragt i nr. 2, marts 2004 med titlen: Når ”I-Favn”-barnet forlader forældrenes favn – Attachment Parenting (”I-Favn”) og Ikkevoldelig (Empatisk) Kommunikation.

 

Jeg har desuden skrevet artiklen Når ballonen brister til www.kommunikationsforum.dk

 

Jeg sigter mod at blive certificeret IVK-træner. I den forbindelse vil jeg gerne indgå aftaler med børne- og undervisningsinstitutioner med henblik på foredrag, kurser og længere træningsforløb. Jeg holder også meget gerne foredrag for forældre og andre interessede.

 

Kontakt mig på tlf 35 85 70 87 eller hoffskov@hotmail.com

 

 

Anbefalet litteratur om Ikkevoldelig Kommunikation, pædagogik og forældreskab:

 

Marshall B. Rosenberg: Raising Children Compassionately (hæfte, er ved at blive oversat)

Marshall B. Rosenberg: Teaching Children Compassionately (hæfte)

Marshall B. Rosenberg: Ikkevoldelig Kommunikation: ”girafsprog” (Borgen, 1999)

Rosenlund Kurser: Ikkevoldelig Kommunikation i pædagogisk arbejde (video, 30 minutter, 2004)

 

Bøger, hæfter o.a. materiale om IVK kan bestilles på www.cnvc.org, www.beritmikkelsen.dk og www.rosenlundkurser.dk