Livets baggage (2)

(FORTSAT…. “Om livets bagage og det at være forældre”… af Susanne Vestergaard)

Mine unger og min gode mand har nydt den frihed og den umiddelbare glæde over at

være sluppet ud af

dette fængsel som kontakten var med mine forældre. Jeg nyder det langt det

meste af tiden også i fulde drag. Der hvor filmen knækker af og til tager det

mig kun ganske få minutter at overbevise mig selv om, at det er det rette jeg

har gjort!

Det kan være fx de to gange hvor jeg har fået barn – det er en underlig og

forstemmende fornemmelse ikke at dele dét med sine forældre…. det e r når min

ældste søster, trods min tydelige markering af, at det ikke er hendes opgave at

få mig rettet ind og rettet af – forsøger at få mig til fornuft, det e r når min

ældste bror græder som et utrøsteligt barn, fordi jeg rev op i minder han helst

ville glemme – og når hans gråd opløses i et raseri mod mig der nu har splittet

ham og hans gode rigtige liv ad ved at genkalde dette rod og give ham natlige

mareridt med alle mulige og umulige erkendelser af oplevelser som jeg ikke

engang kender til – han er 7-8år ældre end jeg og har derfor mest nogle andre

oplevelser end jeg – og jeg havde som lille vist travlt nok med at holde mig

selv oppe til også at hukse på ham! – men igen er det så MIG der er den

skyldige – den der ødelægger det for de andre i familien for nu er han ked og

har rod i sit liv og jeg er også skyld i at mine gamle forældre er helt oppe og

vende og sidst er jeg så blevet beskyldt for at “gøre mine forældre ondt på

deres gamle dage”!!!!

Det gør mig også ondt og i tvivl ISÆR når andre ikke forstår eller mistror mine

handlinger. Når andre voksne ikke tror på mig – når de synes jeg er smålig og

alt alt for hårdnakket, når de uden at vide bedre forklare og forsvarer hvorfor

mine forældre dog gør som de gør – forvarer dem overfor mig,og kommer med deres

forventning til at jeg dog må

kunne rumme deres – mine forældres – alderdom og bla. give dem det de har “krav

på” – nemlig kontakt til deres retmæssige børnebørn!!

Min tvivl opstår i sekunder når andre synes jeg er sær og mærkværdig, fordi jeg

har valgt mine forældre fra. Jeg er begyndt bare at sige “Vi har desværre ingen

bedsteforældre længere” når folk, der ikke kender mig, nok spørger til børnenes

kontakt med bedster!

så rørt og også “glad” – for sikke et par stærke kvindfolk I

er!

Først vil jeg fortælle om hvordan jeg ser dette problem med egen bagage i

forhold til det selv at tage vare på egne børn.

Jeg mødte en dejlig fyr da jeg var ganske ung. Han var dejlig på mange måder men

især kan jeg se at han var skøn fordi han var både rummelig og meget meget

følsom og i nærkontakt med sine egne følelser… han var lyttende og nærværende

og ikke sådan at skræmme af sted da han opdagende at det var den slumrende

Tornerose han havde vækket, da han kyssede mig første gang!

For han fik mig – sød og yndig som jeg var – vild og følsom som jeg også var –

men han fik også en med en familiær bagage i sin rygsæk som det krævede sin

mand at være behjælpelig med at løfte op til vores fælles ridt på hans hvide

ganger….og han magtede opgaven. Både fordi han er den han er, men også fordi

jeg simpelthen valgte at dele alt – det hele og alle de grimmeste uhyre med ham

fra dag 1 – så han fik den mangehovedet dragen og hele dens flok med i købet.

Der blev ikke skjult eller holdt noget tilbage – han han kunne have valgt at

takke nej og tage flugten, da han så det hele på een gang (- det havde et par

andre gjort før ham!) men ham her var naturligvis en ægte Prins så han blev og

hjalp med at få hugget hovederne af de to værste drager af dem alle, nemlig dem

der kaldes for “Fortidens skygger” og “Fremtidens synder”

OG her tror jeg at mion kilde til SELVTILFREDSHED har sit udløb. HAN formåede at

tilgive mig for alle de skygger jeg bar på og sammen med ham kunne jeg finde

hoved og hale i alle de skygger det kunne have kastet på mit fremtidige liv –

som Susanne, som kæreste og som MOR og forældre!

Jeg tror at jeg gennem min opvækst fik fundet ud af at det jo ikke nyttede at

jeg troede på alt det de andre i min familie lagde på mine skuldre – at jeg

måtte sørger for mig selv hvis jeg ville have det godt – at jeg skulle prøve

alle omkring mig af på een gang når jeg lkærte dem at kende – kunne de eller

kunne de ikke klare mosten og hoilde til alt det der var MIG – og at jeg er

lynhurtig til at tilgive mig selv for alle mine fejltrin i dag betyder ikke at

jeg ser let påd em og gør en dyd ud af dem – men jeg svælger heller ikke i dem.

Det jeg gør som jeg er mindre stolt af af og til gemmer jeg ikke væk – men jeg

martere heller ikke mig selv med det forgangne – jeg skuer fremad og tager ved

lære og holder af både mig selv som dum og mig selv når dte går mig godt! I

forhold til mine egne krav som opdrager og igangsætter udi forældreopgaven!

Og så er der endnu en ting jeg tror gør mig godt

Og jeg hopper med på båden over den utålelige og ringe følelsesfulde barndom,

med forældre der aldrig var nær og nænsomme, hvor vi fik tæsk og jævnligt var

låst inde hele dage – i viktualiekælderen til vores far kom hjem. ofte

sammen emd min lillebror og jeg husker hvordan jeg hjalp ham med at lave stort

på en gulvspand,og tørrede ham med gulvkluden (- så fik jeg da lært at smule en

toiletrulle derned til fremtidige ophold!) fordi han ikke kunne holde sig så

længe – han var vel omkirng 3-4 år og jeg var 7….. vores storebror kom hjem

og låste os ud – med nøglen han havde taget i min mors rengørings-kitellomme…

og tæsk fik vi alligevel!

Jeg husker ikke en enste gang for hvad jeg fik alle de stryg – og Anne, du er

ikke ene om den “mistede hukommelse” – jeg husker heller intet fra

min tidligste barndom – før skolealderen – men alt alt for godt en masse enkelte

ting fra min tid som 6-7-og op til konfirmationsalderen. Vi var en “fin” familie

(læs: snobbet!)så sikkert har en del af det jeg har gjort kompromiteret mine

forældre på en eller andne vis.

Min mor var/er psykisk syg og har en del af min barndom været indlagt. Det måtte

ingen vide så som knap 10 årig fik jeg ansvar for min lillebror kom til skole om

morgenen og at vi sammen fik dagen til at gå til sent eftermiddag når min far

kom hjem. Ingen – end ikke nærmeste

nabo vidste (officielt) min mor var indlagt……og det var ofte i tre-fire

måneder ad gangen – men så var der ro i hjemmet og min far var nok træt og

sikkert kedafdet – men dog også temmelig næn om os unger for vi var jo så

anderledes rolige og medgørlige – og han havde ingen andre voksne han kunne

dele sine bekymringer og hverdag med… Vi fik meget slik og hygge… men

savnede sjovt nok vores mor helt uudholdeligt! Det undre mig den dag i dag

????Jeg ved ikke hvor mange køreture jeg kan huske at

jeg bad en bøn og krydsede fingre for at i dag – NU – ville vores mor være så

rask, og skulle med hjem, når vi kom til hende på besøg – hun var engang indlagt

120 km fra vores hjem – og hver eneste lørdag køret min far og vi to yngste ned

og besøgte hende nogle timer – jeg ønskede så stærkt at det var en rask mor jeg

ville møde – og så mødte vi en fuldstændig sindsyg kvinde der bare råbte og

skreg så snart hun så min far – var aldeles ustyrlig og hun blev slæbt væk fra

besøgsstuen af plejepersonale, med min far i hælene – og tilbage på gangen stod

to små børn og var uforstående og helt fortabte… min far kom tilbage og uden

et ord kørte vi den lange tur hjem igen – men vi fik en stor is

undervejs!!!

ALDRIG har vi talt om min mors sygdom – aldrig om den tid vi tilbragte alene som

små og heller ej med min far talt et eneste ord om hvordan det hele skulle gå og

hvad der skulle ske… indtil jeg selv blev mor og jeg var nødt til at tage den

store tur med mig selv – og med mine forældre…. Det tog mig hen ved 7 år at

indse at det ikke nytter – det er et lukket land og jeg gør mig selv og ikke

mindst dem jeg elsker allerjhøjest fortræd ved at fortsætte.

Jeg fik hjælp undervejs – af en dygtig og fremadsynet terapeut – først til at

forsøge at få ryddet op i mit indre og hele nogle af alle de sår mine forældres

håndtering af deres liv og opgave som forældre har påført mig, og sidenhen hjælp

og vejledning i at få den komunikation og åbenhed etableret som var så

altafgørende og dengang livsvigtig for mig.

Det holdt ikke – der var gennem flere år ingen genklang eller noget gensidig

lyst til at nå hinanden. Blev – som så ofte før og den dag i dag stadig – mødt

med fortolkninger på mig sm person, på mit – i deres øjne – store behov for at

gøre mig særlig og altid tro atd et er dem der gør noget galt, min mor kunne

endda finde på at gå amok og beskylde mig for at være den direkte årsag til

hendes mange indlæggelser og herefter beskylde min far og min ældste søster for

at det var DEM der havde fået hende indlagt og gjort sådan at læger mv. havde

skrevet grimme ting om hende – og at det jo egentlig skulle have været mig der

skulle have været indlagt. jeg blev beskyldt for at hele hendes liv var ødelagt

pga. min adkomst til denne jord! Selv efter sådanne voldsomme sammenstød kunne

mine forældre – og søskende agerer som intet var hændt når vi dagen derpå

mødtes eller skulel ses i andre smamenhænge! Så var der spil for galleriet, med

kram og kindkys og forherligelse af børnnen og svigerbørnene og børnebørnene –

som mine forædlre jo altid lige vidste hvordan skulle tages! Ha – Jeg måtte

give op!! Og så gik der et par år hvor jeg i den tid mine

forældre og jeg ikke sås – de bor i den andne ende af landet – kunne klare det

– men så snart de kom – ofte uanmeldt fordi de lige skulle denne vej op til

deres søskende eller lign.- og til de arrangementer hvor det er naturligt at

bedsteforældre inviteres – barnedåb, runde føs’dage, skolekoncerter osv. – så

gik jeg simpelthen ned med flaget. Jeg var Susanne 7 år – forsømt og ked af

det,misforstået, med en stærk følelse af at være uens med de andre og uelsket

for den jeg nu engang er! – og værst af alt – hende der skulle lappe deres

forfærdelige forhold sammen og være med til at holde den fine facade…. jeg

har tre søskende – med en aldersspredning på godt 17 år fra ældst

til yngs, jeg er nummer tre i flokken – og jeg har haft min rolle eller to i

familien. Både som “den

limende trold og klovn” og som “hende der altid gjorde det modsatte af hvad der

forventes” ….den pinlige, den åbenmundede, den der slog en alt for høj latter

op, den der græd offentligt og var fuld af følelser og altid var åben for alle

mulige andre personager man endelig helst skulle lade som okm ikke

eksisterede….. den eller de roller bekommer mig ikke – men jeg faldt tilbage

i dem, hver enste gang jeg var sammen med mine forældre, eller alle mine

søskende på een gang.

En dag var det nok – jeg oplevede hvor ondt jeg kom til at gøre mod mine egne

kære, når jeg var sammen med mit ophav – ikke direkte, men klart inddirekte – og

de tålte det … for det gør børn og det gør min elskede – måske og

forhåbentlig -fordi de ved hvordan jeg er når der ikke er forældre i nærheden!?

Men jeg snakkede med min mand – ham min allerkæreste og ham der er så vigtig og

væsentlig en person for mig, at hans udsagn altid betyder noget for mine egne

vurderinger af hvad jeg skal gøre ved et problem…han var klar til hvad jeg

end måtte vælge at gøre… han ville ikke tage initiativ til nogen handling men

jeg kunne regne med ham og hans uforbeholdne støtte – uanset hvad jeg valgte at

gøre – om jeg valgte at tåle det fordi de jo trods alt er mine forældre eller

om jeg valgte dem fra i mit liv……. og jeg valgte at

cutte fuldstændig forbindelsen med mine forældre! Helt og aldeles….

Jeg skrev til dem – i forbindelse med min mors store festinvitation – dårligt

tidspunkt ved jeg nu, så det kan ikke anbefales, men det var nu engang dér jeg

fik modet og indsigten til at turde.Så fik jeg da også lige blameret min familie

endnu engang – for HVOR er dog lille søde Susane og hendes fine mand og børn ved

denne store festdag??

Jeg skrev også til mine tre søskende – ikke for at angle efter deres forståelse

men for at de vidste fra mig selv hvad der skete og med håbet om deres accept i

det mindste…..

Det var – og er af og til endnu – hårdt. Det tog mig lang tid at beslutte – men

jeg gjorde det ud fra devisen; hvad er kærlighed til fleste mulige mennesker?

Og det var ikke kærligehde til flest mulige, at fortsætte med at være flink pige

om tåle og tie….og spille med på facaden. Dét var for slemt overfor mig selv

OG overfor mine egne børn.Og dét er ikek sådan vi vil have et familieliv med

vores egne børn – de har lært at ærlighed er alt og at det ikke kan betale sig

at forsøge at pynte på noget eller fortie noget – alt er som det er og så kan

vi forholde os til det – vende og dreje det og få det på plads i vores

fællesskab og finde metoder til selv at udholde de barske sandheder!