Livets baggage (1)

Om livets bagage og det at være forældre
Af Susanne Vestergaard

Indlægget blev offentliggjort på mailliste i Foreningen Forældre og Fødsels ”I Favn-gruppe” og er meget let redigeret hertil. (Indlægget bringes naturligvis med både forfatter og redaktørs tilladelse).

Emnerne der har været taget op om livets bagage synes jeg er – om ikke spændende –

så dog netop interessant. Jeg har næppe her de vise sten, ja, jeg har ikke engang

det skudsikre råd… men jeg synes, jeg har en forfærdelig masse at sige om dette emne

alligevel…

Så her kommer en meget – MEGET – lang svada – så er I advaret og kan nå at hoppe

af og bruge tiden på noget andet ;o)

 

Først vil jeg fortælle om hvordan jeg ser dette problem med egen bagage i

forhold til det selv at tage vare på egne børn.

 

Jeg mødte en dejlig fyr da jeg var ganske ung. Han var dejlig på mange måder,

men især kan jeg se, at han var skøn, fordi han var både rummelig og meget, meget

følsom … han var lyttende og nærværende og så var han ikke sådan at skræmme væk

– ej heller da han opdagede, at det ikke var en problemfri slumrende Tornerose

han havde vækket, da han kyssede mig første gang!

For han fik mig – sød og yndig som jeg var – vild og følsom som jeg også var

– men han fik også én med en familiær bagage, som det krævede sin mand at være

behjælpelig med at løfte op til vores fælles livsridt på hans hvide ganger

….og han magtede opgaven. Både fordi han er den han er, men også fordi jeg

simpelthen valgte at dele alt – det hele og alle de grimmeste uhyre med ham

– næsten fra dag 1 – så han fik den mangehovedet drage og hele dens flok med i

købet.

Der blev ikke skjult eller holdt noget tilbage – han kunne have valgt at takke nej

og tage flugten, da han så det hele på én gang (- det havde et par andre gjort før ham!),

men ham her var naturligvis en ægte Prins, så han blev og hjalp med at få hugget

hovederne af de to værste drager af dem alle, nemlig dem der kaldes for

“Fortidens synder” og “Fremtidens skygger”….

 

OG her tror jeg at min kilde til SELV TILFREDSHED har sit udløb. HAN formåede at

tilgive mig for alle de skygger jeg bar på og sammen med ham kunne jeg finde

hoved og hale i alle de skygger, det kunne have kastet på mit fremtidige liv

– som Susanne, som kæreste og som MOR og forældre!

Jeg tror, at jeg gennem min opvækst fik fundet ud af, at det jo ikke nyttede

at jeg troede på alt det de andre i min familie lagde på mine skuldre – at jeg måtte

sørger for mig selv, hvis jeg ville have det godt – at jeg skulle prøve alle omkring mig af

på én gang, når jeg lærte dem at kende – kunne de eller kunne de ikke klare mosten

og holde til alt det der var MIG – det blev det afgørende.

Jeg er lynhurtig – oplever jeg – til at tilgive mig selv for alle mine fejltrin i dag.

Det betyder ikke at jeg ser let på dem og gør en dyd ud af dem – men jeg svælger

heller ikke i dem.

Det jeg jævnligt/af og til gør og som jeg er mindre stolt af gemmer jeg ikke væk

– men jeg martre heller ikke mig selv med det forgangne – jeg skuer fremad

og tager ved lære og holder af både mig selv som dum og mig selv når det jeg gør

og formår at sætte i værk går godt i forhold til mine egne krav som opdrager og

igangsætter udi forældreopgaven!

Og så er der endnu en ting jeg tror gør mig godt; Alle – eller næsten alle forældre

af i dag – i hvert tilfælde herinde er med på at det er sådan at man elsker sine unger

for hvad de nu end måtte bringe og vise sig at være støbt af. Men jeg tror at det er alt

for svært at være storsindet overfor andre når man ikke engang kan tilgive sig selv!

Hvordan søren skulle man kunne elkse et andet menneske uforbeholdent når man

ikke engang er tilfreds med sig selv! Så hvsi man skal kunne lide sin lille pige når hun

viser sine mindre klædelige sider eller sin lilel søn når han igen og igen gør noget

det bringer mismodet og frustrationen frem i os forældre, så skal vi allerførst være

gode til at tilgive os selv – til at holde af og være meget tilfreds med os selv.

Og vi skal turde sige det meget højt og stå ved det og turde signalere det ud i vores

jantelovsramte samfund… for at virke autentikse! Og på den måde – når vi kan

rumme os selv i al vores hæslighed og dovenskab og dumhed så kan vi også

rumme dem vi elsker for da vil deres småp mindre heldige sider jo konstant blive

opvejet af alle de dejligheder og al den glæde de også indeholder og også kan

bringe os og andre omkirng dem.

Jeg er et menneske der gerne deler ud af mine egne goder og af al det jeg ellers

kan berige andre med – og kun sådan kan jeg jo vise mine børn at det kan betale sig.

Men jeg er også – tro det eller lad være – et meget lukket menneske – bare ikke

sådan som andre nok synes jeg burde være lukket. Jeg har mine ting jeg helst

ikke debatterer med andre og jeg har mine sorte huller… de fylder bare ikke så

meget så de tager pusten fra mig. Jeg ved de er der og jeg ved hvor langt jeg skal

kunne hoppe for at komme helskindet over dem hver gang et af dem kommer tæt på.

Jeg har erkendt dem og ved at de aldrig helt kan lukkes og aldrig helst kan gå væk

… men jeg lever med dem.

Vi mennesker kommer gennem livet ufg for både glæder og sorger. Vi kan bære

mange byrder gennem hele livet og alligevel sige at vi lever lykkeligt og at vi føler

os tilfredse. Vi kan holde traumer og kaos ud, sorg og bratte afrevne venskaber ud,

vi kan leve og trække vejret trods det at vi af og til oplvere så tunge og sorgfytldte ting

som vi ikke tror vi kan rejse os af – og alt fdet kan enten gøre os bitre eller gøre os til

mere fyldige og følsomme mennesker. At gennemleve betyder jo at få det sat

igennem hele ens system – og komme helskindet ud på den anden side

– finde den nye hverdag og en ny måde at se livet på – men at blive i sin sorg

og traume gør ingen godt. Det skal behandles nænsomt og med stor respekt

for den der handler på det, men det er ikke af medlidenhed, ynk eller

selvmedlidenhed at vi mennekser gror – det er af kærlighed – masser af kærlighed

og indsigt samt muligheden for at turde handle på og i sit eget liv -. Sådan får vi

brugt alle sider af os selv og sådan får vi et fyldt liv. Så selv den tungeste bagage

kan man sorterer i og pakke om så denne r til at udholde at vandre videre med

– eller man kan få den sat så godt til vægs at man mærker tyngden af den

som mindre og mindre som tiden går og man opdager sin egen kraft og styrke

…og dét er livet og dét gør os til kærlighedsfulde mennesker…

 

Og jeg hopper med på båden over den utålelige og ringe følelsesfulde barndom,

med forældre der aldrig var nær og nænsomme, hvor vi fik tæsk og jævnligt var

låst inde hele dage – i viktualiekælderen til vores far kom hjem. ofte

sammen emd min lillebror og jeg husker hvordan jeg hjalp ham med at lave stort

på en gulvspand,og tørrede ham med gulvkluden (- så fik jeg da lært at smule en

toiletrulle derned til fremtidige ophold!) fordi han ikke kunne holde sig så

længe – han var vel omkirng 3-4 år og jeg var 7….. vores storebror kom hjem

og låste os ud – med nøglen han havde taget i min mors rengørings-kitellomme…

og tæsk fik vi alligevel!

Jeg husker ikke en enste gang for hvad jeg fik alle de stryg – og Anne, du er

ikke ene om den “mistede hukommelse” – jeg husker heller intet fra

min tidligste barndom – før skolealderen – men alt alt for godt en masse enkelte

ting fra min tid som 6-7-og op til konfirmationsalderen. Vi var en “fin” familie

(læs: snobbet!)så sikkert har en del af det jeg har gjort kompromiteret mine

forældre på en eller andne vis.

Min mor var/er psykisk syg og har en del af min barndom været indlagt. Det måtte

ingen vide så som knap 10 årig fik jeg ansvar for min lillebror kom til skole om

morgenen og at vi sammen fik dagen til at gå til sent eftermiddag når min far

kom hjem. Ingen – end ikke nærmeste

nabo vidste (officielt) min mor var indlagt……og det var ofte i tre-fire

måneder ad gangen – men så var der ro i hjemmet og min far var nok træt og

sikkert kedafdet – men dog også temmelig næn om os unger for vi var jo så

anderledes rolige og medgørlige – og han havde ingen andre voksne han kunne

dele sine bekymringer og hverdag med… Vi fik meget slik og hygge… men

savnede sjovt nok vores mor helt uudholdeligt! Det undre mig den dag i dag

????Jeg ved ikke hvor mange køreture jeg kan huske at

jeg bad en bøn og krydsede fingre for at i dag – NU – ville vores mor være så

rask, og skulle med hjem, når vi kom til hende på besøg – hun var engang indlagt

120 km fra vores hjem – og hver eneste lørdag køret min far og vi to yngste ned

og besøgte hende nogle timer – jeg ønskede så stærkt at det var en rask mor jeg

ville møde – og så mødte vi en fuldstændig sindsyg kvinde der bare råbte og

skreg så snart hun så min far – var aldeles ustyrlig og hun blev slæbt væk fra

besøgsstuen af plejepersonale, med min far i hælene – og tilbage på gangen stod

to små børn og var uforstående og helt fortabte… min far kom tilbage og uden

et ord kørte vi den lange tur hjem igen – men vi fik en stor is

undervejs!!!

ALDRIG har vi talt om min mors sygdom – aldrig om den tid vi tilbragte alene som

små og heller ej med min far talt et eneste ord om hvordan det hele skulle gå og

hvad der skulle ske… indtil jeg selv blev mor og jeg var nødt til at tage den

store tur med mig selv – og med mine forældre…. Det tog mig hen ved 7 år at

indse at det ikke nytter – det er et lukket land og jeg gør mig selv og ikke

mindst dem jeg elsker allerjhøjest fortræd ved at fortsætte.

Jeg fik hjælp undervejs – af en dygtig og fremadsynet terapeut – først til at

forsøge at få ryddet op i mit indre og hele nogle af alle de sår mine forældres

håndtering af deres liv og opgave som forældre har påført mig, og sidenhen hjælp

og vejledning i at få den komunikation og åbenhed etableret som var så

altafgørende og dengang livsvigtig for mig.

Det holdt ikke – der var gennem flere år ingen genklang eller noget gensidig

lyst til at nå hinanden. Blev – som så ofte før og den dag i dag stadig – mødt

med fortolkninger på mig sm person, på mit – i deres øjne – store behov for at

gøre mig særlig og altid tro atd et er dem der gør noget galt, min mor kunne

endda finde på at gå amok og beskylde mig for at være den direkte årsag til

hendes mange indlæggelser og herefter beskylde min far og min ældste søster for

at det var DEM der havde fået hende indlagt og gjort sådan at læger mv. havde

skrevet grimme ting om hende – og at det jo egentlig skulle have været mig der

skulle have været indlagt. jeg blev beskyldt for at hele hendes liv var ødelagt

pga. min adkomst til denne jord! Selv efter sådanne voldsomme sammenstød kunne

mine forældre – og søskende agerer som intet var hændt når vi dagen derpå

mødtes eller skulel ses i andre smamenhænge! Så var der spil for galleriet, med

kram og kindkys og forherligelse af børnnen og svigerbørnene og børnebørnene –

som mine forædlre jo altid lige vidste hvordan skulle tages! Ha – Jeg måtte

give op!! Og så gik der et par år hvor jeg i den tid mine

forældre og jeg ikke sås – de bor i den andne ende af landet – kunne klare det

– men så snart de kom – ofte uanmeldt fordi de lige skulle denne vej op til

deres søskende eller lign.- og til de arrangementer hvor det er naturligt at

bedsteforældre inviteres – barnedåb, runde føs’dage, skolekoncerter osv. – så

gik jeg simpelthen ned med flaget. Jeg var Susanne 7 år – forsømt og ked af

det,misforstået, med en stærk følelse af at være uens med de andre og uelsket

for den jeg nu engang er! –  og værst af alt – hende der skulle lappe deres

forfærdelige forhold sammen og være med til at holde den fine facade…. jeg

har tre søskende – med en aldersspredning på godt 17 år fra ældst

til yngs, jeg er nummer tre i flokken – og jeg har haft min rolle eller to i

familien. Både som “den

limende trold og klovn” og som “hende der altid gjorde det modsatte af hvad der

forventes” ….den pinlige, den åbenmundede, den der slog en alt for høj latter

op, den der græd offentligt og var fuld af følelser og altid var åben for alle

mulige andre personager man endelig helst skulle lade som okm ikke

eksisterede….. den eller de roller bekommer mig ikke – men jeg faldt tilbage

i dem, hver enste gang jeg var sammen med mine forældre, eller alle mine

søskende på een gang.

En dag var det nok – jeg oplevede hvor ondt jeg kom til at gøre mod mine egne

kære, når jeg var sammen med mit ophav – ikke direkte, men klart inddirekte – og

de tålte det … for det gør børn og det gør min elskede – måske og

forhåbentlig  -fordi de ved hvordan jeg er når der ikke er forældre i nærheden!?

Men jeg snakkede med min mand – ham min allerkæreste og ham der er så vigtig og

væsentlig en person for mig, at hans udsagn altid betyder noget for mine egne

vurderinger af hvad jeg skal gøre ved et problem…han var klar til hvad jeg

end måtte vælge at gøre… han ville ikke tage initiativ til nogen handling men

jeg kunne regne med ham og hans uforbeholdne støtte – uanset hvad jeg valgte at

gøre – om jeg valgte at tåle det fordi de jo trods alt er mine forældre eller

om jeg valgte dem fra i mit liv……. og jeg valgte at

cutte fuldstændig forbindelsen med mine forældre! Helt og aldeles….

Jeg skrev til dem – i forbindelse med min mors store festinvitation – dårligt

tidspunkt ved jeg nu, så det kan ikke anbefales, men det var nu engang dér jeg

fik modet og indsigten til at turde.Så fik jeg da også lige blameret min familie

endnu engang – for HVOR er dog lille søde Susane og hendes fine mand og børn ved

denne store festdag??

 

Jeg skrev også til mine tre søskende – ikke for at angle efter deres forståelse

men for at de vidste fra mig selv hvad der skete og med håbet om deres accept i

det mindste…..

Det var – og er af og til endnu – hårdt. Det tog mig lang tid at beslutte – men

jeg gjorde det ud fra devisen; hvad er kærlighed til fleste mulige mennesker?

Og det var ikke kærligehde til flest mulige, at fortsætte med at være flink pige

om tåle og tie….og spille med på facaden. Dét var for slemt overfor mig selv

OG overfor mine egne børn.Og dét er ikek sådan vi vil have et familieliv med

vores egne børn – de har lært at ærlighed er alt og at det ikke kan betale sig

at forsøge at pynte på noget eller fortie noget – alt er som det er og så kan

vi forholde os til det – vende og dreje det og få det på plads i vores

fællesskab og finde metoder til selv at udholde de barske sandheder!