Intuitivt forældreskab

eller: ”Hvorfor jeg har tillid til forældre” 

Af Niels Lawaetz, lærerstuderende og far til 2

Evolution og yngelpleje siden menneskeaberne

Er det en fordel at være professionel?

Om overskud til at tro på sig selv…

 

For ca. 40 millioner år siden rejste de første menneskeaber sig på to ben og fik dermed deres hænder fri til andre formål. Det skulle vise sig at få kolossal betydning for artens udbredelse og på sigt gøre mennesket til et helt ufatteligt dyr, der magtede at tilpasse sig i en hidtil uset grad. Siden dengang har evolutionen generation efter generation udvalgt de bedst egnede til videreførelse af artens gener gennem vores unger. Yngelplejen har derfor været en så indgroet og nødvendig del af vores natur, at vi intuitivt har kunnet fornemme, hvad vores yngel har haft brug for, og hvordan vi bedst kunne hjælpe. Denne evne findes hos rigtig mange dyr, men vi har mere end det. Da vi som art føder unger, der slet ikke kan klare sig selv de første mange år, har det været nødvendigt at danne utrolig stærke bånd mellem især mor og barn, for at mennesket har kunnet overleve.

 

Som skabt til opgaven

I vores hjerne findes det limbiske system, hvor følelserne udspringer fra. Vi har her en eminent medfødt gave til følelsesmæssig tilknytning og empati, der har hjulpet os i vores opfostring af vores sårbare unger. Denne evne har vi tilfælles med en række pattedyr, men her stopper det ikke. Vi har nemlig også en hjernedel, der gør det muligt for os at tænke abstrakt. Vi kan i en uhørt grad reflektere over vores eget liv og barndom. Vi kan lytte til råd og ideer fra artsfæller, forholde os kritisk og skabe holdninger. Og som om det ikke var nok, kan vi i dag hente inspiration fra bøger, blade, radio, tv og internet. Vi har med andre ord helt unikke kort på hånden, når det kommer til yngelpleje. Vi kan selv vælge vores fokus i opdragelsen og tilbyde vore børn de omgivelser, som vi finder bedst for deres udvikling. Derfor har jeg enorm tillid til arten menneske, når det kommer til evnen til at tage sig af egne unger. Fordi vi er som skabt til opgaven.

 

Overskud til at tro på sig selv

Evolutionen har dog også skabt sine problemer for vores art. Vores hjerne er udviklet til et niveau, der gør, at vi kulturelt set har skabt en kompleksitet, der kan være svær for den enkelte at rumme. Man bliver ganske enkelt stillet over for så mange mulige valg, at der er en stor risiko for, at man bliver forvirret og får svært ved at finde ind til intuitionen og fornuften. Med andre ord kan verden blive så abstrakt, at vi ikke længere kan se vores egen natur. Det kræver derfor en god portion menneskeligt overskud at tage livet i alle sine nuancer på sig og tro på sig selv. Dette overskud kommer kun gennem en tillid til sit eget værd og selvværd er en gave, der gives via den tætte kontakt til ens nærmeste i den tidlige barndom. Det er en proces, der kræver tid, ro og kærlighed. Menneskeligt overskud, evnen til empati og tilliden til egen intuition får man ikke foræret på eksempelvis en mellemlang uddannelse.

 

Et professionelt syn på børn?

Set i dette lys er det meget begrænset, hvad tre år på pædagogseminariet stiller én i stand til. Tværtimod kan det ofte være en hæmsko, da man her lærer at være professionel og arbejde ud fra teorier og ikke ud fra intuition, kontakt med sine følelser og kritisk refleksion. Det kræver sit menneske at sætte sig ud over sin faglighed og mærke efter i alle hjernecentrerne. En professionel tilgang til børn er ikke altid at foretrække.