I Favn Danmark
– Hvem står bag?
6 cm. Lang!
Da jeg ventede mit første barn var jeg én af dem, der læste og læste derudaf om graviditet og fødsler: Jeg læste bøger og surfede på baby-portaler som NetDoktor og NetBaby, der vist er de første ”baby-sites” på dansk. Det var som om, at det virkede for abstrakt, alle de ting der stod om baby-pleje. Og opdragelse; dét var da bare for langt ude i fremtiden til rigtig at interesse mig: Nej, først skulle jeg vide, at der overhoved kom et barn ud til mig; hvordan og hvor mange cm det lille væsen havde fra uge til uge.
Navler og nattesøvn
Da vores datter kom, var det pludselig mere virkeligt og mere relevant: Hov, hvad gør man med navle-stumpen og hvad, når det ikke fungerede med søvnen? Opdragelsen – den starter vel, før man næsten er klar over det..! Stort og småt. Nogle spørgsmål fandt jeg nemt svar på – f.eks. det om navlestumpen (den skal man ikke gøre noget ved – den falder af af sig selv). Andre var lidt sværere at få et godt svar på; f.eks. søvnen: Jo, der var et bud fra sundhedsplejersken, som jeg BESTEMT ikke ville udsætte mit barn for. Det var noget med at forlade hende mens hun græd i længere og længere intervaller, så min 8 mdr. gamle pige ville lære, at hun ikke kunne ”køre rundt med” sine forældre. Det var ikke sådan jeg ville se mig selv som forælder – og slet ikke sådan jeg så min datter – så jeg ledte lidt på nettet: Og på baby-siderne stod der til min store forbavselse nogle ting i lidt samme dur. I hvert fald var det først på en amerikansk side, jeg fandt nogle rigtig brugbare råd ( www.askdrsears.com ).
Jeg tror, det var dér jeg for alvor syntes, at der manglede et dansk alternativ til den almindelige ”rådgivning” på nettet omkring spædbarnspleje, børneomsorg og opdragelse.
Stiftelse af I Favn Danmark 2004
I foråret 2004 stiftede jeg så I Favn Danmark. Først og fremmest er I Favn Danmark en hjemmeside; en begyndende baby-portal – uafhængig af andre interesser end babyens og forældrenes: Et sted hvor man kan søge efter – og læse gode ideer og inspiration til sin omsorg for børn. Jeg har forsøgt at starte lige præcis det baby og børne-site, som jeg selv ville have ønsket var der, dengang jeg havde brug for det. Og jeg har stadig brug for det: Nu har jeg to børn og de er snart begge over baby-alderen og så er der nye spørgsmål, der dukker op hos mig. Dem kan jeg ikke svare på endnu, så jeg håber andre vil bidrage til siden på dette punkt især..
Siden er under stadig udvikling og jeg håber den kun er i sin spæde start og at andre derude – brugere, forældre og ”eksperter” – vil bidrage til at siden bliver så spændende, informativ, livsbekræftende og sjov, som man kunne drømme om.
Anbefales til veninden
Jeg håber, at I Favn Danmarks side vil blive den portal, man anbefaler veninden at kigge ind på, når hun skal have barn! … Og når barnet er der, og hun ikke har tid til at hente moppedrenge på biblioteket om psykologi m.m. Det er virkelig mit ønske at den blide, empatiske indgangsvinkel til børn når at blive – i hvert fald en oplyst valgmulighed – for alle kommende og nybagte forældre.
Fornuft og Følelse
Og så håber jeg, at teksterne på siden kan sætte tanker i gang! Forældreskab er en dynamisk proces, der hele tiden udfordrer én og kræver at man overvejer, hvad man selv tror på. De bedste valg er som regel dem man har truffet bevidst, efter man har undersøgt sagen og forskellige vinkler på den.
I Favn for folket J
Når det er sagt, så håber jeg, at I Favn bliver folkeeje og at I Favn bliver noget man diskuterer i mødregruppen. Jeg håber også at I Favn-indgangsvinklen til børn bliver en fundamental bestanddel i det offentliges rådgivning; hos sundhedsplejen. Ja, faktisk drømmer jeg om at I favn-ideer kommer til at gå igen i hele tilgangen til børn i vores samfund, i institutioner, i skolen osv. osv.
I Favn Danmark en start
Nu har jeg i hvert fald startet med at udarbejde denne hjemmeside. Hvor andet ikke fremgår, er det mig, der har formuleret artiklerne – men pointerne er naturligvis tyv-stjålet igennem tiden fra AP-bøger, sites, artikler, fortalere, kloge koner og mænd. Siden er ikke perfekt, for så ville den aldrig blive til med mit liv med små børn.
God læselyst ! J
Dea Dorothea Deleuran