Af Niels Lawaetz, Jyderup

 

Evolution og yngelpleje

For ca. 40 millioner år siden rejste de første menneskeaber sig på to ben og fik dermed deres hænder fri til andre formål. Det skulle vise sig at få kolossal betydning for artens udbredelse og på sigt gøre mennesket til et helt ufatteligt dyr, der magtede at tilpasse sig i en hidtil uset grad. Siden dengang har evolutionen generation efter generation udvalgt de bedst egnede til videreførelse af artens gener gennem vores unger. Yngelplejen har derfor været en så indgroet og nødvendig del af vores natur, at vi intuitivt har kunnet fornemme, hvad vores yngel har haft brug for, og hvordan vi bedst kunne hjælpe. Denne evne findes hos rigtig mange dyr, men vi har mere end det. Da vi som art føder unger, der slet ikke kan klare sig selv de første mange år, har det været nødvendigt at danne utrolig stærke bånd mellem især mor og barn, for at mennesket har kunnet overleve. I vores hjerne findes det (limbiske) system, hvor følelserne sidder. Vi har således en eminent medfødt gave til følelsesmæssig tilknytning og empati, der har hjulpet os i vores opfostring af vores sårbare unger. Denne evne har vi tilfælles med en række pattedyr, men her stopper det ikke. Vi har nemlig også en hjernedel, der gør det muligt for os at tænke abstrakt. Vi kan i en uhørt grad reflektere over vores eget liv og barndom. Vi kan lytte til råd og ideer fra artsfæller, forholde os kritisk og skabe holdninger. Og som om det ikke var nok, kan vi i dag hente inspiration fra bøger, blade, radio, tv og internet. Vi har med andre ord helt unikke kort på hånden, når det kommer til yngelpleje. Vi kan selv vælge vores fokus i opdragelsen og tilbyde vore børn de omgivelser, som vi finder bedst for deres udvikling. Derfor har jeg enorm tillid til arten menneske, når det kommer til evnen til at tage sig af egne unger. Fordi vi er som skabt til opgaven.

Evolutionen har dog også skabt sine problemer for vores art. Vores hjerne er udviklet til et niveau, der gør, at vi kulturelt set har skabt en kompleksitet, der kan være svær for den enkelte at rumme. Man bliver ganske enkelt stillet over for så mange mulige valg, at der er en stor risiko for, at man bliver forvirret og får svært ved at finde ind til intuitionen og fornuften. Med andre ord kan verden blive så abstrakt, at vi ikke længere kan se vores egen natur. Det kræver derfor en god portion menneskeligt overskud at tage livet i alle sine nuancer på sig og tro på sig selv. Dette overskud kommer kun gennem en tillid til sit eget vær og selvværd er en gave, der gives via den tætte kontakt til ens nærmeste i den tidlige barndom. Det er en proces, der kræver tid, ro og kærlighed. Menneskeligt overskud, evnen til empati og tilliden egen intuition får man ikke foræret på eksempelvis en mellemlang uddannelse.

Set i dette lys er det meget begrænset, hvad tre år på pædagogseminariet stiller én i stand til. Tværtimod kan det ofte være en hæmsko, da man her lærer at være professionel og arbejde ud fra teorier og ikke ud fra intuition, kontakt med sine følelser og kritisk refleksion. Det kræver sit menneske at sætte sig ud over sin faglighed og mærke efter i alle hjernecentrerne. En professionel tilgang til børn er derfor ikke altid at foretrække.

Høj faglighed er en god ting at have i rygsækken som menneske. Man kan så tage teorierne frem som inspiration, når man ikke selv magter at finde en brugbar løsning. Men denne form for faglighed har fagfolk ikke patent på. Den kan ikke måles ved en mundtlig eller skriftlig eksamen.

 

Yngelpleje og det offentliges rolle

Lad os nu forestille os, at vi med udgangspunkt i denne grundlæggende tillid til forældrenes evne til at tage sig af deres egne unger så på sig, hvordan vi i staten Danmark brugerpenge på børneomsorgen. Vi kan jo passende starte kronologisk i et barns liv.

Under graviditet og fødsel ville man naturligvis have jævnlig kontakt med en fast jordemoder, der kan støtte den enkelte i, at fødslen er en naturlig proces, og at kroppen er skabt til fødslen. Det er også denne jordemoder deres forestår selve fødslen enten hjemme eller på hospital. Ordningen behøver ikke blive væsentlig dyrere end den nuværende. Måske endda billigere på grund af færre indgreb.

Også sundhedsplejersken får en ny opgave i det nye system. Hun skal ikke ses som en autoritet, der kommer med alle sundhedsstyrelsens svar om den rigtige måde at passe børn på, men derimod utvetydigt have til opgave at støtte familien i, at de selv magter forældreopgaven (hvilket der heldigvis allerede er en del sundhedsplejersker der gør). Kontrolmålinger og diverse test bliver overflødige, så længe barnets generelle trivsel er i orden og forældrene ikke er urolige. Sundhedsplejersken kan desuden være bindeled, hvis en familie har behov for særlig støtte fra andre faggrupper.

Økonomisk fjernes støtten til børneinstitutioner, da der ikke findes nogle gode argumenter for at støtte netop denne familieform frem for andre. Den enkelte familie vil da have en økonomi, der svarer til den, man i dag har som hjemmepassende, hvilket godt kan hænge sammen selv med en lav indtægt, hvis man er lidt sparsommelig. De der vælger at have to indkomster kan da bruge overskuddet til at betale institutionen for at passe deres børn. Institutionstilbuddet omstruktureres, så man kan betale på timebasis eller for nedsat tid alt efter den enkelte families behov.

Hvis der generel er stemning for, at det offentlige skal støtte børnefamilier gøres det naturligvis ud fra den filosofi, at den enkelte familie selv bedst ved, hvordan pengene skal bruges. Det kan f.eks. være en fordoblet børnecheck til alle. En større del af støtten bruges i stedet på familierådgivning til de svagere familier, der har et reelt behov for hjælp udefra. Denne hjælp sættes ind så tidligt som muligt – gerne allerede i graviditeten. Børn, der ikke har den basale tryghed med hjemmefra, tilbydes pasning i mindre institutioner, hvor det er muligt i højere grad at skabe et hjemligt miljø med faste voksenreferencer.

Skolen har modsat daginstitutionerne en klar samfundsmæssig opgave og kan tilbyde børnene rammer for læring, som familien som oftest dårligt kan tilfredsstille. Derfor er der her god mening i en statsstøtte, men det ville naturligvis være hensigtsmæssigt, hvis støtten blev givet uafhængigt af den valgte skoleform.

 

Statsstøtte og medlemsdebat

Jeg nu kort beskrevet nogle af de positive konsekvenser, som jeg mener, at det kunne have, hvis man i familiepolitikken så med tillid på forældrenes evner til yngelpleje. For mig er ovennævnte ideer ikke spor urealistiske. Små træk er allerede i gang for at lade pengene følge barnet og institutionerne blive mere fleksible. Problemer er bare, at selv disse i mine øjne gode tiltag oftest begrundes i enten forældrenes mulighed for at passe deres arbejde bedre eller er et udslag af små bider valgflæsk frem for en familiepolitisk værdistrategi med fokus på børnenes tarv.

Der er masser af eksperter, der gerne vil bilde os ind, at de ved bedst for vores børn. Men jeg tror ikke på dem. Jeg tror, at vi hver især må ind og mærke efter. Eksperter kan inspirere og rådgive, men de har for det sunde barn fra en sund familie ikke meget at tilbyde i den personlige kontakt. Her er far, mor, søskende, øvrige familie og venner mange skridt forud. Fordi de ikke er professionelle i deres tilgang.