I denne artikel giver Niels Lawaetz sit bud på en fri skole, ja, faktisk en fantasi skole. Han giver inspiration til en anderledes tilgang til skolen og giver spændende, konkrete og brugbare svar på spørgsmål som:

 

Hvilken frihed har børn krav på?

Hvordan lærer børn?

Hvordan skal en skole indrettes?

Hvad skal børnene lære i skolen?

Hvordan vælger man den rigtige skole?

Hvordan støtter man som forælder op om skolebarnet?

Inspiration til en anderledes tilgang til skolen

 

(Artiklen blev bragt første gang i bladet Forældre & Fødsel, temanummer om skolevalg, 2004).

 

Se i øvrigt af aktuel relevans:  www.ifavn.dk/miniskolen/forside.htm  

 

 

En skole til børn

Af Niels Lawaetz

 

   I forbindelse med min læreruddannelse fik jeg fornøjelsen af at være i praktik på Næstved Fri Skole – en skole uden undervisningsplaner, klasser, skemaer og læringsmål, hvor eleverne frit kan bestemme over deres egen gøren og laden inden for skolens demokratiske rammer. At en sådan skole uden al den traditionelle struktur faktisk synes at fungere ganske udmærket stiller i mine øjne nogle ganske interessante spørgsmål til den måde, vi i dag tænker skole på.

 

Hvilken frihed har børn krav på?

   Rousseau var i midten af 1700´tallet en af de første, der tillod sig at påstå, at børn var mennesker, der lige som os andre burde have basale frihedsrettigheder. Ikke mindst med reformerne i midten af forrige århundrede blev skolerne i Nordeuropa mere og mere fokuseret på barnet og dets udvikling frem for faglig udenadslære. Herhjemme var processen allerede sat i gang med Grundtvig og Kold, der bl.a. stod for den holdning, at ingen læring kan påtvinges mennesket – det skal læres ud fra egen motivation. I mine øjne mistede man troen på dette frihedsprojekt endnu inden det for alvor blevet indarbejdet i lærernes og forældrenes arbejdsgang, hvorfor snakken om en radikalt anderledes skole i dag ofte ender ud i tomme floskler om f.eks. Laissez Faire eller rundkredspædagogik. I stedet er man i dag lovgivningsmæssigt på vej tilbage til den faglige fokusering. Man taler ganske vist meget om personlig udvikling og selvstændigt projektarbejde, men det er i langt de fleste tilfælde kun emnet og ikke arbejdsformen og produktkravet eleven har frihed til at vælge. Fælles mål, individuelle handleplaner og eksamener er typiske eksempler på de voksnes ønske om at styre og kontrollere elevernes læring. Spørgsmålet er i mine øjne, om denne udvikling er nødvendig for at forberede vore børn på livet i fremtidens samfund?

 

Hvordan lærer børn?

Som voksent menneske vil tillæring og tilpasning ske ud fra både konkrete handling og abstrakt tænkning. Hjernebarken er vores ordenscenter og her skaber vi strukturer, regler og tankemæssige kasser, der gør det muligt for os at holde styr på alle vore mange tanker. Problemet er bare, at denne del af hjernen langt fra er færdigudviklet hos barnet. Barnets måde at lære på er derfor i højere grad præget af hjernens kaosdel. Dets medfødte nysgerrighed er ikke præget af ønsket om at finde frem til faste strukturer og regler, men tværtimod drevet af ønsket om at forsøge sig frem, danne tankemæssigt kaos i hjernen og bruge kreativiteten til at komme videre. Først langt senere overtager evnen til og behovet for at danne kasser og strukturer via abstrakt tænkning læringsbilledet.

Det er denne forskel mellem barnets og den voksnes hjerne, der gør, at vi ofte i folkemunde taler om, at barnet lever i nuet. Men ofte misforstår vi denne viden og konkluderer, at barnet ikke har sans for at forberede sig til fremtiden, hvilket langt fra er tilfældet. Det nu barnet lever i er nemlig hos det trykke og frie barn et dynamisk nu. Et nu der gør, at barnet hele tiden tager stilling til den verden, der omgiver det, leger med den og danner sig sin egen virkelighed – blot for at vende det hele på hovedet igen minuttet efter. I det dynamiske nu er barnet nysgerrigt og læringsparat. Det er en proces, der har det formål at gøre barnet i stand til ikke bare at tilpasse sig sine omgivelser, men også alle fremtidig nye udfordringer. Da barnet vil opfatte sit liv som en lang leg og et langt læringsforløb er der ingen mening i at skelne mellem disse to processer – leg og læring. For barnet handler det i stedet om forskellen mellem styring og kaos. Kontrol eller frihed. Hvis vi som voksne med vores krav om struktur og faste målsætninger på barnets vegne står i vejen for dets mulighed for at leve i legens lærerige dynamiske nu, risikerer vi at volde skade på barnets fremtidige tro på, at det selv er i stand til at lære at begå sig på egen hånd.

 

Hvordan skal en skole indrettes?

I mine øjne er der tre væsentlige faktorer, som en skole, der tager udgangspunkt i barnets naturlige evne til læring, må tage udgangspunkt i. For det første er basal følelsesmæssig tryghed en nødvendighed for alle menneskers trivsel – og børn er ingen undtagelse. Især de mindste børn har behov for at have et tillidsforhold til en eller flere voksne, så de får det overskud, der skal til for at møde verden frit. Derfor må skolens ansatte se det som deres førsteprioritet i enhver henseende at skabe sunde relationer til børnene. Ingen andre mål kan være vigtigere på en skole. For de børn, hvor familien hjemme er en tryg base i sig selv, vil kravene til en base på skolen naturligvis blive væsentligt mindre.

For det andet må barnet have frihed til at leve i nuet. Hvis deres basale tryghed er på plads, vil de i al deres gøren og laden arbejde på at forberede sig på livet i al dets mangfoldighed af udfordringer. Ikke nødvendigvis på den måde, som vi er vant til at forvente i skolen eller som statistikken fortæller os er den almindelige, men udfra barnets individuelle kreative og kaotiske metode. Vi voksne skal være tilstede og støtte barnet, når der er behov for det, men de bør aldrig tage kontrollen over dagens gang fra barnet. Vi kan tilbyde visse strukturer, men aldrig tvinge dem igennem. Barnet vil altid forsøge at søge en balance mellem kaos og orden, der svarer til deres generelle udvikling og konkrete sindsstemning. Hvis vi tvinger dem ind i strukturer, de ikke er parate til, vil de søge friheden ved at gøre oprør mod strukturerne og som oftest blive mødt med misbilligelse fra de voksne. (Hvis modstanden er tilpas voldsom fra barnets side, reagerer vi voksne i øvrigt som oftest ved at stramme strukturerne yderligere om de såkaldt vanskelige børn og dermed er magtkampens onde spiral sat i gang). På en fri skole, vil de finde strukturen hos de voksne, når de mangler den.

Den sidste væsentlige faktor på skolen bør være, at der skabes fysiske rammer, der gør, at børnene har mulighed for alsidige udfordringer. Skolen skal være en mulighedsskole, hvor deres tilbydes et bred spektre af undervisning, legeområder, bøger og meget andet. Hvis det trygge og frie barn i sin hverdag inddrages i et inspirerende miljø omgivet af voksne, der forstår dem og respekterer dem, vil læringen efter min mening få optimale vilkår.

For mig at se, må enhver skoles formål altså i den ene eller den anden form være, at skabe rammer, hvor børnene får mulighed for at leve livet trygt, frit og alsidigt. Ikke som en forberedelse på det kommende voksen- eller erhvervsliv, men som en selvstændig værdifuld periode af tilværelsen. At en sådan hverdag præget af fællesskab, respekt og legens mange muligheder også kan vise sig at være den bedste forberedelse til resten af livet, er kun en ekstra gevinst.

 

Hvad skal børnene lære i skolen?

Børn skal naturligvis også helst lære sig de væsentligste redskaber for at klare sig i det samfund, der venter dem. Men der er flere grunde til, at det ikke ville være et nævneværdigt problem selvom man droppede den traditionelle tvungne undervisning. For det første er mængden af disse nødvendige egenskaber stærkt overdrevent. Hvis mennesket i sin barndom bevarer den medfødte tro på, at det selv er i stand til at tillære sig viden uden pres udefra, vil tillæring kunne ske hen ad vejen, når behovet opstår, præcis som det sker med evnen til gå og tale forskellige sprog.

Læsning og skrivning er i mine øjne eksempler på yderst vigtige færdigheder, som man må sige, at alle danskere på den ene eller den anden måde får brug for. Men det berettiger i mine øjne ikke voksne til at påtvinge børnene viden om emnet. Det er hverken godt for børnenes selvværd eller deres indlæring. Forestiller man sig, at børnene i deres dagligdag lever i et nærmiljø, hvor skrivningen og læsning bruges i alle deres fantastiske former, er der kun en ganske lille risiko for, at børnene ikke før eller siden får lyst til og mod på at tilegne sig viden og færdigheder på området. Er der tilmed voksne til rådighed, som vil støtte og bakke op om barnets læring vil den procentdel, der bliver gode og glade læsere og skrivere efter min bedste overbevisning være en del højere end i den traditionelle skole. Og nok så væsentligt er det, at de, der mod forventning ikke får lært at læse og skrive på et tilstrækkeligt højt niveau i barneskolen, ikke vil sidde tilbage med en dårlig smag i munden over alt, hvad der handler om bogstaver og bøger. Det er værd at huske på, at læsning og skrivning i høj grad er abstrakte processer, som vores hjerne kun gradvis med alderen bliver i stand til at forstå. En ung voksenhjerne med selvværd og tro på egen evne til læring vil således være godt rustet til at give sig i kast med den skriftsproglige træning, når behovet endelig viser sig.

 

Hvordan vælger man den rigtige skole?

Jeg har i det overstående beskrevet en fantasiskole, som jeg af hele mit hjerte ville ønske, at jeg kunne tilbyde mine egne børn. En mulighedsskole, hvor mine døtre kunne stille deres egne klare mål og hver dag og hvert øjeblik skabe deres egne handleplaner og udviklingsstrategier. En skole, hvor børnene frit kunne lege sammen på tværs af alder og evner. En skole, hvor mit barn selv kunne vælge mellem læringsmulighederne uden at være styret af et ydre krav fra de voksne. Kort sagt en skole, hvor leg og læring kunne flyde sammen til det vi kunne kalde livet. I min drømmeskole vil der være plads til både den Lille Prins og Pippi Langstrømpe, hvilket ville være til stor gavn for læringen hos Tommy, Annika og alle andre på skolen.

Men sådan ser virkeligheden ikke ud. Vi bliver uanset, om vi som forældre har det ene eller det andet syn på skolens opgave, som hovedregel nød til at gå på kompromis med mange af vores ønsker. Derfor kan det være væsentligt at forholde sig til, hvad man som minimum vil forvente sig af barnets fremtidige skole.

For mig ville det væsentligste være tonen. Jeg vil ikke sende mine børn til en skole, hvor de ikke bliver behandlet med respekt. Jeg vil ikke sende mine børn til en skole, hvor skældud accepteres som et nødvendigt redskab i den pædagogiske linie. En skole, der ikke respekterer barnet vil aldrig kunne skabe den grundlæggende tryghed i børneflokken, der som nævnt ovenfor er nødvendig i et sundt læringsmiljø. Men det er så oprigtigt svært at undersøge på forhånd. Stort set alle de skolers værdigrundlag, som jeg har stiftet bekendtskab med skriver om ligeværd, respekt og demokrati. Desværre er det ganske umuligt at bruge disse stykker papir som andet end en tilkendegivelse af, at skolen kender de vante floskler. Hvad der ligges i ordene er så forskelligt, at ordene i mine øjne er blevet tømt for indhold.

Da skolens struktur, som den oftest er i dag,  i mine øjne hæmmer barnet vil jeg gå efter en skole, der ikke har alt for lange skoledage og ikke stiller firkantede krav om lektielæsning. Det vil give mine børn mest muligt tid til at leve i det dynamiske nu efter skoletid. Skolen kan da fungere, som det den i  sin nuværende form er bedst til – at være en samlingssted for børn.

I stedet for at ligge strukturer på børnene vil jeg gå efter en skole, der arbejder med strukturer blandt de voksne. Et fælles veldefineret menneske- og barnesyn blandt de ansatte er nødvendigt, hvis skolens miljø skal blive autentisk. En måde at komme ind på livet af, hvad der rør sig af overordnede tanker på en skole kan være at se nærmere på, om skolen er i gang med et fælles videreuddannelsesforløb eller lignende. Her kan man ofte se, hvad skolens ledelse finder væsentligt at bruge penge på, og man må gå ud fra, at lærerne har været med i prioriteringen. For mig vil det være væsentligt, at skolen som institution arbejder med lærerens rolle og relation til børnene. Hvis lærerne forsøger at forbedre skolen ved at se kritisk på deres egen tilgang er risiko mindre for, at de tyr til det alternativ at ville lave om på børnene. Skolen skal passe til børnene og ikke omvendt. På den måde har de voksne i mine øjne taget ansvaret for skolens stemning på sig og muligvis ligefrem erkendt, at de må starte med sig selv, hvis de vil skabe respekt og tolerance på skolen. En skole bør f.eks. ikke arbejde med begreber som dumme børn eller møgunger, men i stedet tale om børn, som vi som voksne ikke kan magte. Det er to ganske forskellige tilgange, da det er forskelligt, hvem man mener ikke slår til og derfor må ændre sig. Den rummelige skole starter med rummelige voksne og rummelige strukturer.

 

Hvordan støtter man som forælder op om skolebarnet?

Skolevalget er uhyre svært og min eneste trøst som forælder er, at jeg trods alt tror på, at familiens påvirkning er den væsentligste. Jeg tror på, at min kone og jeg nok skal kunne fortælle vores børn, at de er dejlige som de er, hvis skolen stiller urimelige krav til dem. Vi skal nok give dem den tryghed, der gør, at de frit vil kaste sig ud i livets mange muligheder.

Min holdning er, at jeg altid skal være mine børns advokat i forhold til skolen. Både når det går godt og skidt. I de tilfælde, hvor skolen ikke vil samarbejde med mit barn, vil jeg gerne være mægler, men altid udfra tilliden til mit barns udtryk. Jeg tror, at det er vigtig ikke at lade sig rive med af kravet om tidlig indlæring. Jeg vil forsøge at huske på, at jeg om ti år vil være temmelig ligeglad med, om jeg mistede anseelse blandt skolens lærere eller ledelse, men jeg vil være ganske trist, hvis jeg skadede relationen til mine børn.

 

Inspiration til en anderledes tilgang til skolen

Som nævnt i indledningen er det ovenstående et udtryk for mine personlige holdninger ud fra mine teoretiske og praktiske erfaringer efter fem år i den pædagogiske verden. Jeg tror ikke på, at jeg eller andre kan forære andre mennesker sandheden, men jeg håber på, at mit indlæg har kunnet stille nogle spørgsmål, der har skabt bare en lille smule kaos i jeres logiske tanker om, hvad skolegang er for en størrelse. Hvis det skulle være tilfældet er det nu op til jer at være kreative og få skabt ny orden i jeres begrebsverden. Desværre er vi voksne som oftest langt dårligere til at vende tingene på hovedet, skabe kaos og se det hele i en nu og uventet orden.

Jeg vil gerne slutteligt opstille en lille liste over nogle af de kilder, der har været med til at skabe kaos i mit hoved og tvunget mig til en revurdering af mine skoletanker. Jeg er ikke ubetinget enig med alle nedenstående skribenter, men jeg synes, at de stiller nogle spørgsmål, der er yderst relevante for mig at forholde mig til som både lærer og forælder.

 

Rigtig god læselyst:

 

 

”Barnet – den sidste slave”

Matti Bergström, hjerneforsker

 

”Endelig fri”

Daniel Greenberg, skoletænker

 

”Om barneskolen“

Christen Kold, skoletænker

 

”Summerhillskolen – et forsøg på en dybdegående løsning af børneopdragelsens problem”

A.S. Neill, skoletænker

 

”Dit kompetente barn“

Jesper Juul, familieterapeut og skolelærer

 

”Emile – eller om opdragelse”

Jean-Jacques Rousseau

 

www.naestved-fri-skole.dk