Hvordan er det at være far?

Af Niels Lawaetz

At vælge sin måde at være far

Foreningen forældre & fødsel har som et af sine vigtigste formål at støtte den enkelte forælder i det frie oplyste valg. Det er en mærkesag, der ikke bare indeholder et ønske til det omgivende samfund, men også i sig har kimen til et godt liv for børn og voksne: At man som forælder tager sine valg på sig.

“Det er ikke nemt at være børnefamilie i dagens Danmark”. Den bemærkning støder jeg ofte på i et hav af variationer, hvad enten der tales om daginstitutioner, privatøkonomi eller job og karriere. En sådan tilgang til problemerne ligger hele skylden for ens åbenbart utilfredsstillende familieliv over på det omgivende samfund. Og hvad væsentligere er – den fritager en selv fra at have et valg. Man bliver således et passivt offer, der bare må følge med strømmen. Men man har faktisk som far og som familie et hav af muligheder, og man kan i et land som vores i det store hele vælge sin egen vej uden at stille sin velfærd på spil. I det følgende vil jeg fortælle lidt om nogle af de valg, som jeg har taget for at få det familieliv, som jeg trives med.

 

 

Ny far på vej

Da min kone og jeg for 2 børn og snart 4 år siden besluttede os for, at p-pillerne skulle skippes, stod jeg med begge ben placeret i en universitetsuddannelse og en fremtidig karriere blandt akademikerne. Men hold da op, hvor gik tingene stærkt efter, at graviditeten blev en realitet. Pludselig begyndte vi som par at tænke over, hvad vi egentlig ville med vores liv. At byde sig selv en fortravlet og ikke altid fuldt tilfredsstillende hverdag er en ting, men var det også det, vi ville for vores børn? Vi tvang pludselig os selv og hinanden til at tage stilling til en lang række ting, som vi tidligere bare havde taget for givet. Skulle vi begge to arbejde og kun bruge en sparsom del af vores tid sammen? Skulle vores børn i institution? Ville vi blive boende langt væk fra vores familie på grund af et studie? Skulle aftenerne bruges med tv? Jeg havde i så langt tid søgt efter, hvad det var jeg skulle være for én. Da jeg var helt lille var det professionel fodboldspiller, senere ”noget med mennesker” og til sidst drømmen om at kunne kalde sig cand.et-eller-andet og med et stod det klart, at jeg først og fremmest gerne ville være glad og tilfreds. Sært nok havde det ikke altid været mit første mål.

For mig blev det at skulle være far således ikke kun et spørgsmål om endnu en ny rolle, men snarere startskuddet til en lang og berigende proces, hvor min kone og jeg langsom er kommet tættere og tættere på at finde ind til det, som vi virkelig prioritere i vores liv.

 

 

Forelsket i to

Da min datter efter lang tids venten endelig blev født, havde vi allerede ført en del af vores nye prioriteringer ud i livet. Vi var flyttet tættere på de kommende bedsteforældre, min kone havde sagt sit job op, og jeg havde erstattet studiet og SU med et mere indbringende deltidsjob som pædagogmedhjælper. Hold da op, hvor var jeg klar til at blive far! Jeg var da godt klar over, at vi lige skulle igennem denne her spædbarnsperiode, før jeg rigtig kunne træde til som andet end mors højre hånd og primærstøtte, men så kunne jeg også snildt se mig selv lege med den lille ny i haven eller snakke om livets filosofi på en solrig plet i birkeskoven. Derfor kom det nok lidt bag på mig, hvor fantastisk og givende kontakten med ens barn de første måneder og år kan være.

Da jeg første gang lå i min seng med en lille sovende Anna på mit bryst, forstod jeg, at forelskelse kan have mange ansigter. Hun kunne bare komme an – jeg skulle nok tage hende som hun var. Jeg har senere læst, at duften af det spæde barn påvirker hormonbalancen, så de kvindelige dyder træder tydeligere frem. Hvis far således er tæt på sin nyfødte dæmpes hans mandlige drifter og aggressivitet en smule, og han bliver mere blød og kærlig. Tænk – hvor er det godt lavet, hvis det er rigtigt.

 

 

Far på opsat tid

Efter nu at være en mellem rutineret far med snart 3 år på bagen er jeg noget til den konklusion, at jeg ikke magter at arbejde fuldtid og stadig være ovenpå, når jeg kommer hjem. Jeg kan ikke være den far for mine små børn, som jeg ønsker, hvis mit hoved hele tiden er fyldt med udviklingsstrategier og handleplaner. Jeg bliver stresset og kommer på hjemmefronten til at handle uden at tænke, fordi jeg har brug for at koble af fra arbejdet. Mine forventninger til min familie bliver alt for høje, og jeg tænker egoistisk: pludselig forventer jeg eksempelvis, at min datter på 2½ år skal være lidt mere effektiv, når vi vasker op eller i det mindste gå et sted hen, hvor hun ikke forstyrrer. Jeg kan blive helt forskrækket over mig selv. Modsat oplever jeg, at jeg, når overskuddet er tilstede – vel at mærke i en længere periode i træk – bliver skide god til at se min families behov, handle efter dem, arbejde sammen og få en enorm glæde ved at dele hverdagen med min familie. Jeg har derfor valgt, at jeg ikke vil dyrke min såkaldte karriere, gå til fodbold eller stræbe efter fede lønninger foreløbigt. Jeg skal ned på så få timer som muligt og så ellers finde mine udfoldelser andets sted og i forummer, hvor der modsat arbejdslivet er plads til min familie.

 

 

Det ultimative feltstudie

Jeg er blevet meget klogere siden, jeg blev far for første gang. Klogere på mig selv og klogere på min omverden. At blive far og på tæt hold følge et barn vokse som menneske ind i det samfund og den kultur der omgiver os, samler for mig sociologien, psykologien, antropologien, adfærdsbiologien og en række andre videnskaber i et fantastisk og lærerigt feltstudie. Et studie hvor jeg selv kan vælge min teori og deltage aktivt i hverdagens praksis. Desuden er jeg blevet langt mere optaget af, hvad det er for et samfund, jeg er en del af. Samfundsvidenskaben og de politiske visioner bliver ligesom mere vedkommende, når det gælder mine pigers fremtid. Der er altid mere end nok at gå i gang med for fars lille hjerne.

Og nu glæder jeg mig så til at blive endnu klogere i fremtiden. Jeg glæder mig til at lære at være far til to, til at opleve udbyttet af otte måneders barsel og til at blive overrasket over for mig endnu ukendte nuancer af livet. På længere sigt ser jeg frem til de udfordringer, der ligger i, at have større børn og til at skulle give slip og se mine unger flyve fra reden. For mig er livet blevet et studie for sig og en glæde i sig selv.

 

 

At være far er faktisk dejligt

Nok var mit svar til det kulørte babyblad lidt tyndt og noget af en floskel, men jeg står nu alligevel ved mit udsagn: For mig er det så afgjort dejligt at være far. Ikke som en isoleret ny rolle, men som en del af min selvopfattelse, der påvirker alle mine valg, holdninger og handlinger. Det er dejligt for mig at være far, fordi det er lærende og givende på så ufatteligt mange fronter og niveauer. Fordi jeg som menneske bliver tvunget til at forholde mig til mig selv, mine tankegange, vaner og følelser.

Benny Andersen skriver i et af sine digte, at han tror, at lykken er en vanesag. Jeg kunne ikke være mere enig. Men jeg tror, at det kræver, at man tager livet på sig og vælger sine prioriteringer med omhu. Man kan, som det siges, ikke selv vælge sine forældre, men man kan faktisk være med til at vælge sine børns, og det, synes jeg, er den ultimative udfordring for mig som far.