1 – 3 år – Udforskningsfasen

Selvstændigheds-alderen, ”trods-alderen”, udforsknings-alderen, viljes-alderen?

Barnet er nu kommet godt igennem en stor del af tilknytnings-fasen og har et solidt fundament i form af en stærk tilknytning til (primært) sine forældre. NU skal verden udforskes og nye kontakter skabes. Alt skal undersøges, afprøves og nydes. De mest interessante grænser for barnet at lære at kende i denne alder er dets egne. Barnet er et forbillede for alle, der har læst bøger eller gået på kurser i ”assertion”. Ingen kan sige ”NEJ” med så klar og utvetydig udstråling, virke så stålsat og gøre så intenst indtryk, som når den 2-årige siger fra: ”Nej!” – så enkelt er det. Næsten i hvert fald. For selvom barnet er stålsat er tiden også præget af, at barnet ikke altid er ligeså selvstændigt, som det øver sig i at være. Det har stadig brug for at forældrene er der, når det har brug for dem – at de er til rådighed så at sige.

 

Som forældre kan man støtte sit barn i denne alder ved at bakke op omkring, støtte og værdsætte barnets:

1. lyst til at gøre ting selv og nogle gange være alene
2. nysgerrighed
3. ihærdige udforskning af verden og egne muligheder

Selvstændighed, kreativitet, handlekraft og ihærdighed

Selvstændighed, kreativitet, handlekraft og ihærdighed er nogle af de sider som er så tydelige hos barnet i denne alder – og som man som forældre skal sørge for at barnet bibeholder resten af livet. Alderen handler ikke om at lære landets uudgrundelige regelsæt at kende med lange forklaringer om ”hvorfor” og moral: Barnet skal efterhånden lære nogle simple basale sociale spilleregler, uden for store dikkedarer, uden for stort postyr og uden manglende tiltro til at det ”vil verden og andre mennesker det bedste”: Tro altid det bedste om dit barn. Det giver det tillid til sig selv, hvis du også har det. Og et barn med selvværd er kærligt mod andre, ligesom det er kærligt overfor sig selv. Lad barnet lære at indsnuse verden, bruge sanserne og afprøve sig selv i verden.

 

En vidunderlig verden fuld af muligheder

Lær barnet at verden ikke er et farligt sted at være, (fordi du så vidt muligt gør den verden barnet færdes i så uskadelig som muligt og tager nødvendige forholdsregler). Det er vigtigt at fokusere på alle verdens vidundere i stedet for alle verdens farer, for du er med til at påvirke dit barns verdensbillede. Prøv at undgå at udbryde “Pas på!” eller “uh, du falder”. f.eks. Den slags udråb har ingen pædagogisk effekt på et lille barn og har nærmere tendens til at blive selvopfyldende profetier.

 

Hvis der er reel risiko for at barnet kan komme til skade (skarpe hjørner, brandvarme ting, stengulve etc.) skal man naturligvis stoppe barnet ved at fjerne det (eller fjerne faren). Lad barnet prøve sig selv og sine evner af på harmløse udfordringer og lad det gøre de ting, det kun kan slå sig lidt af – altså gøre de ting der ikke er decideret farlige for barnet. Inden du griber ind kan du tænke over, hvad det værste der kan ske er: Hvis barnet falder ned i forsøget på at kravle op på en høj-stol får det vel en bule? Det får en erfaring om, at det prøvede, men faldt, at en bule gør ondt, mor trøster og det er hurtigt klar igen til nye udfordringer. Sådan bliver livet vel også? Barnet oplever også at dets nærmeste ser det som kompetent, støtter dets udvikling og spirende evner og har tillid til dets egne vurderinger, situations-fornemmelse og sig selv.

 

Kan selv!

Det samme budskab får barnet, hvis man lader det gøre ting selv og venter med at hjælpe det til man kan se, at det er nødvendigt med hjælp eller barnet selv beder om det. (Den 1-årige kan måske selv tage sin hue på selvom den ikke kommer helt ned over ørerne og den 2-årige kan måske godt gå ned til bageren, selvom skoene sidder omvendt). Hvis omgivelserne viser at de tror på barnet og har tillid til det, får barnet også SELV tillid og tro på sig selv. Nogle mener, at den måde barnet griber ting an på i denne alder i vid udstrækning er et billede på, hvordan det vil gribe nye situationer an i fremtiden. Støt op omkring en tilgang præget af livsappetit og gå-på mod – selvfølgelig med den forudsætning, at barnet ikke kan komme til skade!

 

Medbestemmelse og autonomi

Børn er glade for medbestemmelse og det styrker deres opfattelse af dem som værdifulde og selvstændige og støtter dem i, at deres mening og behov også betyder noget. Barnet skal have medindflydelse og føle at de bliver inddraget i nogle beslutningsprocesser i familien. Børnene skal ikke have ”magten” til at sætte dagsorden i en familie eller bestemme ”alt” selv, ofte er det fint med et par valgmuligheder mellem nogle ansvarlige forslag stillet af forældrene. Mor bestemmer at Oscar skal have vinterstøvler, men Oscar vælger selv mellem de blå og de røde. Kompromiser kan også være gode. Barnet lærer på den måde, at det bliver set, forstået og inddraget i det fælles liv. Det er også en meget god måde at lære respekt for andre og deres ønsker og behov på.

 

En hjælpende hånd

Lad så vidt muligt barnet være med til de dagligdags gøremål, når det viser interesse for det. Man skal gribe lejligheden nu, hvor barnet selv vil ”hjælpe til” og gøre det samme som sin mor og far. Det kan forhåbentlig danne en del af fundamentet for barnets fremtidige deltagelse i familiens huslige pligter f.eks. Hvis man afviste barnet, da det selv ville hjælpe til, er det svært at berettige, hvorfor det pludselig senere skal til at hjælpe til. Lad fra starten barnet indgå i familien også i det praktiske arbejde – også selvom det kan give lidt mere arbejde til at starte med. Hvem ved; måske betaler det sig i sidste ende J Det er naturligvis fint at sætte sine grænser for, hvad man gider rydde op efter og med lidt kreativ tænkning kan man ofte give barnet en anden og mindre oprydningskrævende funktion i arbejdet: Bruge pudseklude i stedet for gulvspande fyldt med vand osv.

 

Alenehed som noget godt

Barnet afprøver i denne alder at være alene. Det at være alene i positiv ensomhed er en vigtig forudsætning for kreativitet og det at udforske verden selvstændigt. Det er vigtigt at støtte barnet i at være alene, når det signalerer at det vil det. Når I samtidig er en del af barnets trygge base bliver det også mere trygt ved at være alene. Positiv ensomhedsfølelse; tryghed ved og evne til at være alene er en gave for livet at give sit barn. Det er noget der ikke er tilstrækkeligt fokus på i vores samfund, hvor stilhed, tid alene helt uden indblanding og andre miljøer, der er velegnet til at ”være” i og reflektere i er blevet skåret ned til et minimum i barnets hverdag. Du skal hjælpe barnet til at lære sig selv at kende / finde sig selv. Barnet er den eneste der kan dét!

 

Ka´selv – Vil selv! – men du må hjælpe mig

Somme tider kan barnet være i konflikt omkring, hvorvidt det har brug for forældrene eller ej: På den ene side vil det alting selv og kan det hele selv og vil absolut ikke have at man er der, men på den anden side føler det sig lille og afmægtigt og har brug for forældrenes støtte. Det vigtigste at have blik for er lige præcis jeres barns behov og måde at signalere på. Det kan være svært at finde ud af, hvordan man bedst hjælper sit barn – især hvis det er ens 1. barn. I det følgende kan du måske hente inspiration.

 

Raserianfald

Somme tider oplever barnet kæmpe følelsesudbrud som f.eks. raserianfald, som faktisk er udtryk for at det endnu ikke har lært at rumme og håndtere de følelsesmæssige impulser fra hjernen. Det er helt naturligt og fuldstændig normalt. Men vær opmærksom på, at hyppige eller langvarige raserianfald også kan være et signal om, at der måske stilles for store krav til barnet i forhold til at samarbejde. Skal det tilpasse sig for meget?

 

Det er forskelligt fra barn til barn, hvad det har brug for i de situationer. Hvis barnet decideret skader eller udøver vold på sig selv eller andre ved f.eks. at slå, kan man tage ansvaret for dette ved fysisk at forhindre det, men derudover er det mest nænsomme og hensigtsmæssige at følge barnet. Det bedste man kan gøre er, at finde ud af hvad der hjælper lige præcis ens barn bedst – hvordan man bedst støtter det. Prøv jer frem og mærk efter hvad der føles rigtigt. Nogle bliver beroliget af fysisk berøring, andre af tale, blide ord eller at man bare viser, at følelserne ikke virker spor skræmmende på én. Som pejle-mærke kan man sige, at barnet ikke skal føle sig alene med de svære følelser. Det er derfor godt at være kærligt nærværende og lige ved hånden, selvom barnet afviser en.

 

Generelt om følelser kan man være opmærksom på, at det ikke nødvendigvis handler om at fjerne følelserne eller få dem til at gå væk så hurtigt som muligt, men derimod om at hjælpe barnet igennem dem og gøre det fortroligt med følelserne. Hvis barnet har et decideret raserianfald kan det dog være godt at forsøge at få det til at falde til ro, da man ikke kan regne med, at barnet “lærer” så meget, når det ikke kan rumme følelserne eller kapere mere. Barnet vil i stigende grad blive i stand til at rumme følelserne, især hvis det får god støtte i processen gennem nære voksenkontakter.

 

Tal om følelserne

Tal gerne med barnet om, at følelser er sådan nogen, der går op og ned, og er der NU – men måske ikke senere. Selv børn under 2 år kan få værdifulde erfaringer med at følelser de havde lige for lidt siden, nu er gået væk. Ofte er det bedst at vente med at tale om følelserne til efter roen har sænket sig igen. Imens følelserne raser kan barnet måske ikke rumme andet end dem eller forholde sig til noget rationelt. Men mange børn har glæde af, at man taler imens det står på. Man kan f.eks. fortælle barnet, hvad man oplever og ser: “Jeg kan se at du er meget vred lige nu”. Også helt små børn kan bruge hjælp til at bearbejde følelser ved at man deler dem og sætter ord på dem for dem. Husk at de forstår langt mere end de selv kan sætte ord på. Man kan ligeså godt starte tidligt, så det bliver en god vane, at dele og tale om følelser og sætte ord på de forskellige følelser. At “dele” følelser på den måde som beskrevet skal ikke forveksles med at den voksne f.eks. selv bliver ked af det, når barnet bliver ked af det. Den form for “medfølelse” har barnet formentlig ingen glæde af – barnet har mest af alt brug for en rolig og tryg guide til følelsernes univers.

 

NB: Børn tager ikke skade af at have følelsesmæssige forældre: Tværtimod er ens egen måde at håndtere sine følelser på forbillede for barnets tilgang. Sagt med andre ord: Hvis barnet aldrig oplever forældrene have følelser vil det have sværere ved at anerkende sine egne følelser og finde positive måder at gribe dem an på.

 

Det er vigtigt at hjælpe barnet til at være tryg ved sine egne følelser – også de svære af dem. Børn er simpelthen de bedste til at lære den slags, fordi de har en direkte tilgang til deres følelser. Når du taler med barnet om følelser hjælper du det også til at lære efterhånden selv at sætte ord på dem og bearbejde dem. Og du kan i processen meget vel gå hen og blive klogere på dig selv også …

 

Fornuft og følelse

For det lille barn fylder det første led – ”fornuften” – ikke særlig meget og det kan heller ikke lære, at være ”fornuftigt” og rationelt før det er parat til det. Til gengæld fylder følelserne det hele og de kan være store – følelser og impulser styrer reaktionerne i konkrete situationer. Det er helt urealistisk at forvente, at barnet skal kunne lægge bånd på sig selv, kontrollere følelserne og reagere på en socialt acceptabel måde. ”De strukturer i hjernen, der efterhånden vil kunne hæmme følelsesudtryk, er endnu ikke modnet og parat til at styre den del af mellemhjernen, der igangsætter følelsesoplevelser og handling” (Kragh-Müller, 2003, s. 169, (se bogliste). Den 3-årige er nået betydelig længere end den 1-årige når det angår kontrol og fortrolighed med egne følelser, men evnen til at regulere sine egne impulser og være rationel er stadig ganske uudviklet (Kragh-Müller, s. 170).

 

Én ting er at elske – en anden er at lade barnet VIDE det…

Man kan ind imellem komme til at glemme, at selvom man elsker sit barn over alt på jorden, så er det ikke sikkert det oplever det med mindre man giver udtryk for det. Det kan være med handlinger men især også med ord og kærtegn – det er så håndgribeligt og til at forstå for et lille barn. Det vigtige er at barnet føler sig elsket – ikke bare om det faktisk er elsket.

 

SE og anerkend barnet i stedet for at give ris og ros

Nogle gange kan man forfalde til at tro, at kærlighed kan formidles ved ros: Ros er ligesom ”ris” og skældud udtryk for vurderinger af handlinger – ikke af anerkendelse af personen. Når lille Marie råber ”Se mig Mor!!”, når hun er kravlet op i klatrestativet, så beder hun om at moren ser hende – ikke om en vurdering af hendes præstation. Man kan svare: ”Ja, Marie, du ser ud til at have det sjovt” eller ”Ja, det er spændende at være kommet derop, hva´”. Lev dig ind i hendes univers og give hende en positiv bekræftelse af hendes oplevelser i stedet for at komme med vurderinger i form af ros. Det giver hende selvfølelse og selvværd at blive spejlet på den positive måde. Ros flytter nærmere hendes fokus væk fra oplevelsen, nydelsen og ihærdigheden over på selve handlingen og præstationen. Det kan også være en ond spiral at rose, for hvad når der ikke kommer ros – er der så noget galt? Barnet har naturligvis brug for at vide, at det det gør er GODT / godt nok / rigtigt – at det lykkes! og det kan man kærligt bekræfte, især hvis barnet spørger til det. Ellers er det ikke sikkert, at det er en vurdering barnet spørger efter.

 

Kærlig, vidunderlig og vred og irriterende på én gang

En anden ting er den dejligt bekræftende ros til barnet selv. Når man roser sit barns person og personlighed og f.eks. fortæller det at det er ”kærligt”, ”dejligt” og smukt skal man også huske at sørge for at fortælle, at det er dejligt med HELE sin person – og at de gode prædikater ikke er afhængige af en særlig ”god” opførsel. Det er en kunst at lære barnet at elske sig selv som menneske med alle dets sider; vrede, smålighed, jalousi osv. osv. – kunsten og udfordringen starter ved selv at prøve at elske hele sit barn og acceptere alle dets sider. Det er ikke nødvendigt, for at elske hele sit barn, at man elsker alle dets handlinger, påfund og måder at være på.

 

En kærlighedsaffære med livet…

Man siger at 2-årige er ”små konger” over livet. De ejer verden og indtager den med charme og store armbevægelser. De har en kærlighedsaffære med livet – som de ejer – intet mindre. Prøv at nyde dit barn i ”selvstændighedsalderen” eller ”trodsalderen”; Se den eksplosion af kræfter og energi som et vitamin tilskud til verden i det hele taget og lad dig ikke skræmme… Gå MED dit barn på den spændende rejse i verden – måske kan du genvinde tabte indsigter fra den tid du selv var i trodsalderen?! Bare rolig; dit barn skal nok finde en rolle, der er mere social end ”kongen” senere. Denne alder handler ikke så meget om at ”opdrage”, men om – sagt lidt forenklet – at gøre barnet trygt og elsket og ikke at hæmme kimen til de fantastiske positive egenskaber og den ubændige livsappetit der er i ethvert barn…

God fornøjelse J

 

Kommer her på siden:  Den 1-3-årige: ”FAQ´s om Opdragelse”, Grænser, seksualitet, legekammerater, vuggestue, seperationsangst m.v.