Den største gave

Af Per G. Olsen

 

*Er bragt første gang i Foreningen Forældre og Fødsels temablad om ”I Favn”, oktober 2001.

 

 

Jeg husker desværre dårligt. De fleste minder fra min nu snart 5 årige datters tidlige barndom er tågede billeder, som kræver særlig opmærksomhed for at blive til meningsfulde øjeblikke. Men der er to situationer står klart for mit indre blik og bliver nærmest af sig selv til oplevelser, der trækker mig tilbage i tiden.

 

Fødsel

 

Den første er da Eyja bliver født. Efter en hård fødsel, tror jeg, at nu kommer det vidunderlige øjeblik, vi alle har ventet på. Men hun kommer ud og er helt slap. Jordmoderen får pludseligt travlt med at få liv i den lille krop. Jeg er chokeret og forvirret- kaos hersker. Jordmoderen snupper hurtigt barnet, lægger det over på et håndklæde og går i gang med slanger og håndklæder for at få liv i det. Jeg står midt på gulvet to skridt væk fra barnet. Min kæreste er stadig i fødekarret, og hun råber over til mig at jeg skal tale til barnet. Nåh-ja, det er jo rigtigt, vi havde aftalt at byde barnet velkomment til verden. Jeg går over til barnet. Det ligger på siden uden synligt liv, selvom jordmoderen arbejder hårdt. Jeg bukker mig ned og ser på barnet. Det har en slap, bleg krop og et fjernt, blankt udtryk i øjnene-  det er som om barnet har valgt livet fra. Jeg begynder at tale til barnet og fortæller hvor meget vi ønsker hende, elsker hende og vil passe på hende. Medens jeg taler bliver jeg nærværende igen, og det går op for mig, at jeg er blevet far, og den lille lidende krop er min datter. Jeg taler i flere minutter, og det er som om de små ører langsomt begynder at høre og de små øjne vælger at vende tilbage fra fjerne horisonter.

Pludseligt er hun tilstede, de små øjne kigger på mig med det særlige blik en nyfødt har. På rekord tid går hun fra en apgar score på 1-2 , til at være helt levende – og det har hun været siden. Den dag i dag kan jeg få gåsehud, når jeg tænker på det, fordi min klare oplevelse er ; at hun ikke  blev bragt tilbage til livet, men at hun valgte  at komme tilbage til livet. Og at hun valgte livet, fordi der var nogen at komme tilbage til.

 

 

Strandtur

 

Det andet minde er fra en periode, da hun var 3- 6 mdr. gammel. Jeg har orlov, det er vinter og hver dag ved middagstid sætter jeg Eyja op i bæreselen, pakker os ind i tøj og går en tur langs Roskilde Fjord med hende på maven. I starten af turen er hun nysgerrig og strækker hals som en lille skildpadde, for at se fuglene og lyset der glimter i bølgerne.  Men snart overtager trætheden og hun møffer sig ned i bæreselen, jeg lyner min jakke op omkring hende- og når det er rigtig koldt, er der kun en lille luftkanal, hvor toppen af hendes uldhue stikker op. Jeg  går videre ad stranden over sten og tuer og ad smalle stier. Nyder den klare kolde luft, solens farver , duften af hav og det – der gør at turene for altid står mejslet som et relief lavet af livet selv- en lille varm og blød krop og en lille hånd der fra starten af drømmeland lige skal mærke efter ; jo far er der stadigvæk, så jeg kan godt sove trygt.

Når jeg kommer hjem efter en lille time i naturen og mit private paradis, passer det med, at hun er ved at vågne. Forsigtigt  tager jeg vintertøjet af og lægger hende på sengen, så hun kan vågne helt.  Normalt er hun en glad og veltilpas lille pige,- men når  vi kommer hjem fra vores tur, er hun mere end det ; hun er saligt med et stort S. en lille Budha der stråler af veltilpashed.

 

 

Nærvær med krop og sjæl

 

Men hvad har så fødslen og strandturen til fælles ? og hvad har det med i favn at gøre ? Jo det er  sådanne øjeblikke, der har lært mig at nærvær med krop og sjæl gør noget ganske særligt for børn og forældre. Som Richard Moss siger : ”Nærvær er den største gave ”. og ” i favn” hjælper forældre og børn til at få den gave.

Man kan da sagtens have nærvær og kontakt til et barn, der ligger i en barnevogn eller tremmeseng. Det er bare meget sværere. Sandsynligvis vil kontakten og nærværet glippe i perioder og værdifulde øjeblikke vil være forpasset.

Og jo- det kan være provokerende med al den kontakt, især når man selv er blevet vænnet fra det i en tidlig alder.

Så bortset fra selv det at få børnene – så er ” i favn” nok det bedste der er sket for mig. det har givet mig en kontakt til, og oplevelser med mine børn, som en lukket træmand som mig, nok ikke kan få på anden måde.

 

Per G. Olsen