Din indre kvinde – hvor blev hun af?

Hvis et fly forulykker og der skal bruges iltmasker, så er der både maske til dig og dit barn. Men hvem skal du give maske på først? (svaret er nedenfor)

Når verden pludselig centreres om bleer og amning, rutiner og tanken om liiiige at nå et bad, så kan det for mange føles som om, at rollen som MOR har taget totalt over. Og når barnet eller børnene bliver lidt større kan du måske gribe dig selv i at tænke: ”Hvor er den sjove, sexede, kreative, spændende eller bare veludhvilede kvinde, med tid til at tage selvbruner på og følge med i den nyeste mode…”  Hvor blev hun af? Druknede hun i bleer, sutteflasker og ”nesting”?

 

Hvis hun gjorde eller er på vej dertil, så er det bare om at få hende op af skuffen igen!!!! Hvis du drømmer om en tur på bagsædet af en motorcykel med håret blafrende under hjelmen… så var det måske tid til at overveje, om du kender nogen med en motorcykel: Har du overvejet, hvad 1 times fri kan gøre?

 

I Favn handler på ingen måde om at man som forælder skal stille sig tilbage som opofrende person bag de endegyldige guldklumper (børnene). Tværtimod vil en ren opofrelse altid kun medføre skade på dig selv, barnet og familien. Derfor har der altid stået på denne hjemmesides forside, at ”børn er hverken mere eller mindre værd end voksne”. ! En familie kan ikke trives, hvis du ikke trives, men sætter alle dine behov til side.

 

Søg inspiration hos venner og veninder: Hvordan kan man få opfyldt nogle af sine behov uden at det kommer til at gå ud over andres behov?! Og hvis det går ud over andres behov, så overvej hvordan det kan gøres med mindst mulige savn fra andre. Find behovene og find så løsningerne.

 

Når overskuddet er mindst kan det være svært at få overblik til at være kreativ eller overhoved planlægge. Men prøv at overveje, hvilken investering det er…. Kast dig ud i at tage nogle timer for dig selv, også uden du har noget du ”SKAL” gøre eller er ”nødt til”. Det er en investering i dig selv og dermed resten af din familie / dine børn.

 

Når du som passager på et fly får instrukser om sikkerhed, så kunne de godt fortælle følgende: Det er ifølge alle instrukser om flysikkerhed sådan, at hvis der er brug for iltmasker, så skal du give dig selv en maske på før dit barn. Det skyldes simpelthen, at barnet ikke har nogen chance for at overleve, hvis du først lider ilttab…

 

Det er værd at tænke over, også i forhold til at du som mor, kvinde og menneske, skal passe godt på dig selv.