Bære barn i middelalderen

af Kathrine Bergman Skov
Medstifter af middelalderselskabet Lancearii

Der var engang, hvor barnevogne og bæreseler var aldeles ukendte begreber og en slynge var noget man brugte til at kaste sten med. For 500 til 1000 år siden var det mest almindelige opholdssted for en baby i vuggen eller i en voksens arme. Måske. Fra perioden slutningen af 1200-tallet til midten af 1300-tallet findes der afbildinger, som viser børn der bæres i både slynger og kurve.
Billedmaterialet på dette punkt er yderst sparsomt (se: http://home1.stofanet.dk/ameas/barndom). At det overhovedet findes er næsten det mest interessante, for når man ser på middelalderens skrift- og billedkilder som helhed, har emner omhandlende børn ikke ligefrem toppet hitlisterne – med undtagelse af de mange afbildninger af Jesusbarnet.

Det næste som springer i øjnene er, at disse sjældne afbildninger ligger indenfor en periode af ca. 50 år. Når man ser andre billeder af børn der bæres, er det i armene på f.eks. mødre og ammer. Ud over at de sjældne afbildninger skiller sig ud ved at børnene bæres i slynger og kurve, skiller de sig også ud ved at vise børn på rejse. Ved første indskydelse kunne svaret ligge her, men det falder dog til jorden igen, hvis man tager et nærmere kig på de læssevis af billeder fra middelalderen, der har den bibelske ‘Flugten til Egypten’ som tema. Der er kun et enkelt af disse billeder, hvor Jesusbarnet bæres ved hjælp af et stykke stof – og dette billede er fra omtalte periode. Der foreligger dog den mulighed, at det måske har været et tegn på fattigdom at bære sit barn på denne måde og at det derfor ikke har været god tone at afbilde Jesusbarnet – eller andre børn – i slynge eller andet bæreredskab.

Det er også muligt at der er tale om en periode, med opgang i børn på rejse. Måske blev det mere almindeligt end tidligere at sende børnene afsted til en amme eller også er afbildningerne affødt af den øgede rejseaktivitet der har været grobund for – i hvert fald i 1200-tallet. I korthed, er billederne måske slet og ret fra en periode, hvor man så flere børn på rejse og dermed flere børn i bæreanordninger.

Set i et samfundskarakterisktisk perspektiv er det er typisk for en befolkning der lever som jægere og samlere at bære børn i slynger mv., men i middelalderen var jæger/samlerkapitlet i den europæiske historie for længst overstået. For at blive ved sammenligningerne mellem samfundstyper, ser man også anvendelse af bæreanordninger i tidlige landbrugssamfund. Med det forståes landbrugssamfund, hvor der overvejende bruges menneskelige ressourcer fremfor maskiner. I middelalderen sker der en udvikling indenfor landbruget, men ikke af en type, som overflødiggør håndkraft.

En lille flig af den umiddelbare fortid, fortæller os måske, at slynger og bæreseler ikke var så fremmed en tanke endda. I en artikel af Cecilia Moen, kan man læse om et område i Sverige – Dalarna – som indtil for få generationer siden havde en helt unik bondekultur. Mange af samfundets traditioner og træk, vides at stamme helt tilbage fra vikingetiden. Om at bære børn, kan man læse følgende i artiklen (refereret):

I Dalarna bar man de små børn i en såkaldt bög (en anordning, som kan minde lidt om en mei tai eller bæresele) Bögen var særligt fremstillet til formålet, den var lavet af læder og pyntet med smukke udskæringer og bånd. Hvis man syntes bögen var for fin til dagligdags brug, havde man også mere simple bæreseler eller man brugte et såkaldt bultband. Disse bånd var vævet af uld, ca. 8 cm brede og 3 m lange. Barnet blev svøbt i et klæde og siden bundet fast på ryggen af bæreren.

I Dalarna var det alle mødre, som bar deres børn og muligvis skal den stærke bære-barn-tradition sammenholdes med at kvinderne her havde en stærk stilling i samfundet, bla. i form af stemmeret og arveret, ligesom det var kvinderne der havde ansvaret for gårdenes husdyrhold. Den stærke stilling kom også til udtryk ved, at kvinden beholdt sit pigenavn i forbindelse med giftemål. I tilfælde af, at det har været et udslag af kvindernes indflydelse, at børnene blev båret som de gjorde i Dalarna, kan der være tvivl om, hvorvidt middelalderens bondesamfund har tegnet sig ligeså på bære-barn-fronten. Selvom kvinderne i middelalderen stod for barneplejen, så var det i et samfund, hvor kvinden almindeligvis ikke havde stor indflydelse.

Nu var det ikke alle i middelalderens samfund der var bønder, blandt andet voksede både standen af købmænd og håndværkere. Hvordan denne befolkningsgruppe greb det at bære børn an, kan man få en smagsprøve på i en kilde der omtaler en lærling som klager over sin mester, da lærlingen dagen lang bliver sat til at bære rundt på et lille barn. Meget arbejde foregik i og omkring hjemmet, men det var slet ikke fjernt for middelalderens mennesker at udlicitere de daglige pligter.

Ud over at sætte andre i husstanden til at passe børnene, ses dette også i den øgede brug af ammer. Ikke kun i tilfælde, hvor moderen kunne have problemer med at amme, eller ved moderens død, men mere eller mindre i praksis. I hvert fald blandt de, som havde råd.

Middelalderens forældre, har af kærlighed til deres børn, villet deres børn det bedste. Ammer blev, hvis økonomien tillod det, udvalgt med omhu. Hun skulle være rask og leve et sundt liv, hun skulle også være rolig, da man mente at barnets temperament blev påvirket af modermælken. Sågar barnets udseende mente man kom ind med modermælken og således tog form efter den kvinde, som ammede barnet.

Hvis moderen ved sygdom eller død ikke kunne være den der ammede sit barn og der ikke var mulighed for en anden kvinde at træde til, forsøgte man sig i et sidste desperat forsøg med alskens omstændige blandinger af mel, vand, øl, mælk, fedt, aske eller brød. Det var mirakuløst, hvis barnet overlevede dette. Blot det at man har forsøgt sig ud i noget så omstændigt, der har været dødsdømt på forhånd, bevidner at barnet fra første færd var elsket og ønsket.

Adskillelsen fra moderen i forbindelse med brug af amme, kan dog ikke undgå at have haft en betydning for tilknytningen mellem mor og barn. Biologisk betyder adskillelsen af mor og barn, blandt andet at moderen producerer færre af de stoffer der har betydning for tilknytningen til barnet. Tilknytningen mellem mor og barn er afgørende for, hvordan moderen forstår og reagerer på barnets signaler. Hvis moderen har ringe tilknytning til barnet, vil hun have tendens til at reagere langsommere eller slet ikke på barnets gråd, hvilket igen medfører mindre produktion af tilknytningsstoffer. Alt i alt en nedadgående spiral, hvor der fra moderens side i sidste ende er tale om afstandtagen fra barnets behov. Denne afstandtagen gør det mindre sandsynligt at barnet vil blive båret, med mindre det er strengt nødvendigt, for eksempel hvis kvinden skal ud af huset og ikke har andre at overlade barnet til.

Der er andre forhold i middelalderen, som kan kaste lys over denne adfærds opståen, ud over udbredelsen af ammer.

Flere af kirkens mænd fordrede at babyer ikke sov sammen med voksne, på grund af faren for at ligge barnet ihjel. Det er muligt at voksne brugte udtrykket at ligge ihjel, som påskud om at barnets død var et uheld og ikke overlagt. Dette skal ses i lyset af, at børn der allerede var over babystadiet blev ‘ligget ihjel’. Det er dog tvivlsomt at opfordringen om ikke at dele seng med et barn, har haft den store indflydelse i et samfund, hvor det var indgroet praksis at sove sammen.

I sidste del af middelalderen sker der en udbredelse af fænomenet privatliv, hvilket blandt andet udmynter sig i en øget ruminddeling af hjemmene. Jeg vil ikke komme nærmere ind på opståen og udbredelse af privatfænomenet, men det har også gjort sit til at sætte skub i adskillelsen af mor og barn.

Også middelalderens menneskesyn, der med arvesynden tog udgangspunkt i, at den den menneskelige natur blev anset som syndig, har bidraget til adskillelsen af mor og barn. tanken om arvesynden har sandsynligvis afstedkommet en generel afstandtagen fra instinkterne, samt at følge sine fornemmelser og dermed også trangen til at have sit lille barn hos sig, altid. Lige så vel at tanken om arvesynden, stemplede det nyfødte barn som syndigt fra naturens side og dermed gjorde det klart at opdragelsens mål var at afrette barnet mod en fornægtelse af dets natur.

Trods alskens modarbejdelse af at mærke trangen til at have babyen hos sig, har der stadig været en praktisk dimension i at bære barnet. Der har simpelthen været situationer, hvor kvinden ikke har haft andre muligheder, end at tage barnet med sig. For eksempel ved markarbejde, hvor alle har været nødt til at give en hånd med, ligesom de polske kvinder som kom til Danmark i starten af 20. århundrede for at arbejde i roemarkerne, bar deres børn under markarbejdet.

I sådanne tilfælde, kan kvinden have brugt hvad der lige har været for hånden – for eksempel et klæde eller et sædeløb (stor kurv til såsæd, til brug ved såning). På et af middelalderbillederne, ser man også spædbørn transporteret i en kasse. Det er sandsynligt at man har haft særlige transportmidler af den art, til længere transport. I nogle tilfælde kom ammen til familien, men flere steder i Europa, var den almindelige praksis at barnet skulle være i ammens hjem. Mange børn skulle til og fra amme og kunne komme ud på en længere rejse i den forbindelse. Det er oplagt at man har haft anordninger der skulle lette denne omsiggribende transport.

Alt i alt er der stor sandsynlighed for at bæreanordninger var betydeligt udbredte i middelalderen. Særligt de lige-for-hånden-anordninger som en kvinde kunne tage i brug, når hun ikke havde andremuligheder, end at tage barnet med sig. Der er altså stor sandsynlighed for at udbredelsen var noget større, end det sparsomme billedmateriale antyder, ud fra den teori at det var et fattigdomstegn at bære sit barn på den måde og dermed ikke god tone at afbilde. Jeg har ikke fundet noget endegyldigt bevis på denne påstand. Hvis et klæde eller en kurv er fundet i forbindelse med arkæologisk udgravning – så er der bare ikke nogen som kan sige om klædet har svøbt et barn til sin mors krop eller om kurven har båret andet end såsæd. Men når vi nu ved, at kvinder i vor nære fortid og i nære kulturer – for eksempel de polske kvinder og kvinderne fra Dalarna – bar deres børn under arbejdet, hvorfor skulle de ikke have gjort det samme 500 år tidligere, hvis det var eneste mulighed?

 

Kathrine Bergman Skov

Medstifter af middelalderselskabet Lancearii
katsor@mail1.stofanet.dk