“Fordi jeg så godt kan lide dig mor”

En Askepot i klip-klappere

en mor leder efter sit BASIC INSTINCT i institutionsverdenen.

*Indlæg skrevet som klummeskribent til blad, Grønne Unger, som desværre ikke er udkommet endnu*

Forleden havde jeg en rigtig dårlig morgen. Den var dårlig fra starten. Da jeg afleverede mine to piger på 3 og 4 år i børnehave blev denne morgen absolut ikke bedre. Min yngste datter græd, da jeg skulle gå. Da jeg spurgte hvorfor hun græd, svarede hun, at hun ville have, at jeg skulle blive. Jeg blev et stykke tid; det plejer at virke, men hun græd alligevel, da jeg gik.

Mit humør sank endnu engang, da jeg på vejen ud stødte ind i en far. Han sagde lige ud, at han aldrig havde det problem ved aflevering, og proklamerede, at det var typisk kvinder at have det, fordi de ”ikke kunne give slip”. Den forklaring har jeg også hørt fra pædagoger.

Jeg havde ærlig talt nok at gøre med at have medfølelse med min datter, styre den lammende dårlige samvittighed over at forlade hende, og med at analysere situationen i det hele taget, så jeg verfede hans kommentar af. Det var ikke lige øjeblikket at fortælle ham, at netop denne morgen føltes som en konspiration; at den blot var en ud af en lang række episoder omkring min datters absolutte og ufravigelige behov for at være iført klip-klappere i alle døgnets vågne timer og i alt slags vejr – en tendens der ærlig talt var opslidende, da vi var nået til oktober måned. Min datter virkede komplet ude af stand til at acceptere sorgen over ikke at kunne bære sit foretrukne fodtøj og jeg havde en følelse af afmagt og træthed, som kun forældre kender til – over dette klip-klap-syndrom, der havde taget totalt overhånd. Lige præcis på denne morgen må jeg tilstå, at jeg var lettet over at give slip. Lettet over at andre ville fortsætte hendes plastic-sandal-afvænning.

Jeg valgte at tilgive faren hurtigt – ikke mindst fordi han ikke havde ramt det allerømmeste punkt: Tænk, hvis han havde sagt: ”Hvordan kan du dog gå fra din datter, når hun tydeligvis har brug for at du bliver”. Jeg tør ikke tænke tanken til ende om, hvordan jeg så havde reageret. Jeg er, som mange kvinder (og mænd måske?), en magnet, der suger kritik til mig og lader til at kunne bruge lang tid på at svælge i skyldfølelse over ting som andre ville bruge deres første åndedrag på at grine af. Men jeg havde jo også hørt om dette fænomen fra andre f.eks. i forbindelse med indkøring af børn, så i dette tilfælde var hans kommentar måske noget jeg burde overveje?

Vi får læst og påskrevet, om betydninger af børns signaler. Handlede situationen om noget dybdepsykologisk? Reagerede hun mon på den skilsmisse hun havde været en del af et par år forinden? Er det skadeligt hvis et barns behov for tryghed udmønter sig i et tvangspræget forhold til fodtøj? Og KAN klip-klappere faktisk være så vigtige, at nægtelsen af disse kan give et barn traumer? (Og moren hovedpine?) Hvor er årsagssammenhængen? Jeg blev mere og mere konfus, imens jeg tænkte over det. Måske var den værste reaktion, hvis mit barn slet ikke reagerede?

Måske havde min datter det ligesom jeg selv, hvis jeg havde haft en dårlig morgen med kæresten, og bare havde haft lyst til at være sammen med ham og føle tryghed og glæde i hinandens selskab, f.eks. en hel dag derhjemme sammen. Nogle dage har jeg bare ikke lyst til at være på arbejde eller til familie-komsammener. Jeg bliver aldrig anderledes, men jeg bliver trods alt bedre og bedre til at leve med, at det jo engang imellem bliver udskudt til et senere tidspunkt.

Vi skal være intuitive og fintfølende og alligevel kan enhver situation fortolkes på helt modsatrettede måder. Hvor er holdepunktet? Hvor er manualen? Hvor er datidens Dr. Spock og nutidens Sigrid Riise, som ren i spyttet fortæller os, hvordan vi skal fortolke vores barns signaler?

Eksperterne udtaler sig engang imellem med en udstrakt grad af selvtillid – også om psykologiske fænomener som dét, at et barn kan finde på at græde, når det skal være sammen med mennesker, der måske er på 2., 3. eller 5. prioriteten af, hvem de helst ville være sammen med. Faktisk vil jeg driste mig til at sige, at det i visse situationer kan minde om noget nær en konspirationsteori.

Da dagen var slut, talte jeg med min datter. Jeg spurgte hende, om hun var blevet glad igen, hvilket hun heldigvis hurtigt var. Jeg spurgte hende, hvorfor hun var blevet ked af det, hvortil hun svarede:

”Fordi jeg så godt kan lide dig mor”.

2006/2007, Dea Deleuran