Konfliktløsning med børn
Eller: Hvad er børn egentlig for nogle?

Af Oline Pedersen (aug. 2004)

 

Som forældre vil man uvægerligt komme i konflikt med sine børn, men måden at takle konflikter på afspejler vores grundlæggende syn på børnene; er de små sandhedsbærende væsener eller tværtimod beregnende unger, der blot gør, hvad de kan for at erobre magten, eller er de noget helt tredje?

 

Som jeg ser det, så fødes børn ikke som indehavere af en guddommelig sandhed, som ikke må spoleres, for en sådan forståelse af børn tager udgangspunkt i, at man betragter dem ensomt. Et menneske alene er ikke et menneske; når barnet fødes kan det ingenting alene, alene ville det dø. Det fødes heller ikke hjælpeløst, som små ubehjælpelige bylter, som bare skal blive større og som verden skal vise hvordan. Børn fødes derimod med sociale instinkter og reflekser, deres overlevelse sikres (i første omgang) gennem relationen til deres mor; barnet kan, hvis det får lov, selv kravle op og tage fat om brystet, sutteteknikken er på plads, og sammen skaber moderen og barnet barnets virkelighed. Siden hen når virkeligheden bliver mere indholdsrig end mor og bryst, er det stadig omgivelserne der sammen med barnet skaber en forståelse af, hvad verden er for én.

 

I det samfund vi lever i, er det utroligt nok temmelig udbredt at tiltænke børn slette motiver; man skal endelig ikke give dem for meget af det gode (såsom kontakt og nærhed) idet de lynhurtigt vænner sig til det og dermed tiltvinger sig magten over ens liv (tænk om børn vænnede sig til det gode – det ville jo være helt urimeligt!) I dette forum er det indlysende, at dette ikke er min opfattelse af børn, men hvorfor ligger det mig så på hjertet, at jeg heller ikke opfatter børn som sandhedsbærer? Jeg mener, at børn har en både sand og ren evne til at udtrykke deres behov, og i den forstand er de sande, men man kan ikke blot tilfredsstille sine børns behov på en objektiv rigtig måde; denne tilfredsstillelse vil altid ske på baggrund af en tolkning af, hvad et barn er for noget, hvordan de har det bedst, hvordan man som voksen bør handle i en sådan situation (altså kulturelle og historiske forestillinger) og selvfølgelig på baggrund af de impliceredes specifikke erfaringer og psykologi.

 

For mig betyder dette, at man lige fra første gang man holder barnet i armene er med til at definere eller konstruere virkeligheden for barnet, og det vil dermed også sige, at man som forældre har en evig opgave (om man vil det eller ej, og om man er bevidst om det eller ej) i form af at reagere på børnene i henhold til de værdier, menneske- og samfundssyn, man gerne vil give videre. Dette lyder sikkert temmelig oplagt, men alligevel synes jeg, at jeg flere steder støder på, hvad jeg opfatter som usikkerhed overfor at indføre børnene i denne sociale verden, hvis det betyder, at man må sige nej til børnene eller sætte forhindringer for deres ellers helt fantastiske virkelyst. Her tænker jeg ikke på at opdrage på kravle-børn, da dette er temmelig meget nonsens i forhold til deres alder. Men hvis børn får lov til at gøre det meste af, hvad de får lyst og impulser til, så kan de meget vel komme til at tromle andre mennesker, og så synes jeg, at meningen med den store respekt for barnet er røget sig en tur.

 

Jeg har eksempelvis været på besøg hos nogle venner, hvor en 2-årig fik lov til at tage en bid af alle kiksene i skålen, hvorefter hun lagde dem i et fint mønster og byggede tårne med kiksene. Der er intet forkert i hendes lyst til denne leg, men som forældre skylder man barnet at lære det at være social, også selvom man siger nej og er den dumme mor lige i situationen. Men ofte kan sådanne situationer jo løses uden, at det ender med stor konflikt, da børn er så fantastisk gode til at finde løsninger. Jeg er ret sikker på, at denne konflikt eksempelvis kunne være løst, hvis pigen i stedet havde fået rollen som den, der delte kiks rundt til os andre eller lignende (og så ville hendes egen og vores andres oplevelse af hende have været markant anderledes).

 

Det er i relationen mellem mennesker, at mennesker bliver mennesker, og det synes jeg man bør have for øje, når man på nænsomste vis skal guide sine børn, og for mig indbefatter dette, at man helt legitimt kan sige nej og sætte grænser, uden at det i øvrigt skal forstås som en tilslutning til den gængse opfattelse af børn som snedige små bæster, hvis vilje skal placeres trygt i forældrenes lommer.