Når kærester bliver forældre

-Hvordan kan I pleje kærligheden?

Det er ikke sexet at have aftalt sex – men det er endnu mindre sexet at blive skilt…

(Denne tekst er udtryk for en holdning om emnet blandt de mange der findes… – til inspiration!).

Grunden til at man er sammen i dag er kærlighed, psykiske og følelsesmæssige årsager – selvom der også er praktiske og økonomiske grunde til at leve som par.

Du skal passe din have…

…men kærligheden er vigtigere

 

Når fundamentet for et parforhold er kærligheden, er det også den der skal plejes, for at man ikke ender som et nummer i skilsmissestatistikken! Et kærlighedsforhold kan ikke sættes ”on hold” på ubestemt tid, fordi man får et barn – det skal plejes helst på daglig basis. Hvis man negligerer kærlighedsforholdet for meget over længere tid kan man risikere, at man pludselig en dag må erkende, at man har mistet den. Så vær helt bevidst om, at afsætte tid til hinanden: Det behøver ikke være et weekend-ophold i Amsterdam, der skal til. Man kan sagtens være kreative og finde måder at være sammen på uden at det sker på bekostning af barnet. Find ud af hvad der er med til at holde lige præcis jer to godt sammen – alle forhold har en slags ”lim” – for mange er det sexlivet, men for andre er det noget andet. Gør en målrettet indsats helt fra starten. Selvom man er trætte kan man godt være noget for hinanden.

 

Tilgodese alles behov

Måske kan bedsteforældrene hygge sig med guldklumpen engang imellem hjemme hos jer, mens I indtager en romantisk middag på gulvet i soveværelset. Evt. når barnet sover. Så kan der godt lægges en lille amme-pause ind i middagen, når behovet opstår. Eller I kan sørge for at være et par minutter væk i transport og være til at få kontakt med i mobil-telefon, hvis jeres barn viser behov for at I er der for det. Løsningerne behøver ikke være ”enten-eller” men kan sagtens være både-og.

 

Forældre har en medfødt evne til at kende deres barns behov og mærke, hvilken adskillelse der er OK for barnet og hvilken der vil føles som en trussel – lyt til og respekter jeres instinkter og fornemmelser på dette punkt! Når man tilgodeser typisk morens behov for at være i tæt kontakt med sit lille barn, så får man også med større sandsynlighed en mere hyggelig og afslappet aften for alle parter – og alle føler at deres behov bliver opfyldt. Og hvis aftenen ikke går som planlagt, så har man måske nået at glæde sig J

 

At være sammen som familie

Det er en rigtig stor udfordring at være sammen som familie – og det er et meget vigtigt område at pleje også. Somme tider kan det være både besværligt og konfliktfyldt – og helt ærligt; så er de fleste ved at miste kampånden engang imellem i tiden med små børn. Man har måske forventninger til hinandens roller, som kan være svære at forholde sig konstruktivt til, når meget af opmærksomheden er på barnet / børnene. Det giver nemt grobund for misforståelser, når opmærksomheden er fordelt på både en partner og et lille barn, så I kan med fordel afsætte ”snakke-tid”, når barnet / børnene sover.

 

Vær opmærksomme på ikke at falde i den ærgerlige faldgruppe det er for en familie, hvis man indretter sig sådan at ”når far kommer hjem er mor lige gået”.

Forsøg at være bevidste om, hvordan I afbalancerer tiden, sådan at I har rigtig gode tider sammen i familien og tal åbent sammen om jeres ønsker til, hvordan I ønsker at familie livet spænder af. Ofte viser det sig at begge parter ønsker det samme. Som med så meget andet gælder det om at investere og lægge nogle kræfter i projektet for at få det til at lykkes!

 

Man når langt med kærlighed og kommunikation

Alle har behov for at føle sig set og elsket. Det betyder f.eks. ikke at en kvinde skal have sex med sin mand, hvis hun ikke har lyst. Måske har hun lyst til at give ham noget andet – en dejlig massage eller et kærligt ord og en forsikring om, at hun elsker ham lige så højt som før de fik barn; stadigvæk synes han er tiltrækkende eller andet. Hun kan lægge en lille sød besked eller købe hans yndlings-småkager eller noget andet han sætter pris på. Og det har hun måske især lyst til, hvis han har tænkt på at gøre noget omsorgsfuldt eller kærligt for hende… Gør hvad I kan for at skabe gode spiraler i jeres forhold. Ingen bryder sig om at blive bebrejdet alt muligt og hvis man tænker sig godt om er det også muligt at kommunikere sine følelser og behov og forventninger ud på en måde der ikke virker anklagende. Det er nemmest hvis man tager problemer op i god tid og inden problemet er blevet stort. I kan med fordel træne Ikke-voldelig Kommunikation (IVK) og holde fast i at blidhed og empati virker bedst både i forhold til børn og voksne. (Læs mere om IVK her på siden). Tænk hver især over jeres behov og personlige grænser og vedligehold jeres kommunikation om dem.

 

Tag vare på dine egne behov

Noget af det allervigtigste man kan gøre for sit parforhold er selv at tage ansvaret for, at man får sine behov i livet opfyldt. Hvis man som hjemmegående mor eller far synes, at ens liv går op i ble-skift, tøjvask og babysprog kan man godt føle en snert af jalousi, når ens partner måske endda glædesstrålende fortæller om endnu en berigende og udfordrende dag på arbejdsmarkedet. Tag fat om dig selv og find ud af, hvordan du kan tilgodese nogle af de uopfyldte behov du har, på en måde der er realistisk i din situation. Ofte skal der ikke så meget til. Savner du at være kreativ? At formidle? Eller læse? Når du har fundet ud af, hvad der vil kunne give dig energi kan du afsætte et kvarter hist og pist til at læse den bog, skrive de breve eller hvad der kan give dig energi og en følelse af at være mere opfyldt. Hvis du savner voksenkontakt så opsøg andre i din situation, som du kan mødes med. Resultatet er at du er langt mere glad og tilfreds og i mindre grad vil forvente at din partner opfylder dine behov. Det kan være en god spiral for jer begge.

 

Det kan også være en hjælp at prøve at tænke på hvordan de erfaringer du får i dagligdagen gør dig bedre kvalificeret senere hen til andre ting. At være hjemmegående er en fantastisk træning i mange ting; tålmodighed, selvindsigt, kommunikation osv. – få det ud af det du kan og betragt det som en enestående chance for personlig udvikling.

 

Hvis sexlivet går i dvale…

Sex – er et af de store spørgsmål i mange parforhold, når der kommer børn til. Somme tider har kvinden ikke nær så meget lyst til sex som inden. Det er meget naturligt og kan handle om så meget; den nye moderrolle, amning og de hormoner der frigøres i forbindelse med amning, træthed(!), stor fysisk kontakt med barnet osv. Men det er ikke en naturlov – nogle kvinder får faktisk øget sexlyst og faktisk også større seksuel tilfredsstillelse efter at de har født børn. Betragt det ikke som noget givet og tag også et øjeblik til at overveje, om der måske kan være noget i mellem jer i selve parforholdet, der kunne trænge til lidt kærlig pleje. Parforholdsproblemer giver sig så ofte udslag i nedsat sexlyst, så vær sikker på, hvad der er årsagen inden I begynder på at løse ”problemet”. Sexlivet er i mange parforhold et af de vigtigste og mest nyttige områder at pleje, fordi det virker som den lim af nærhed og kærlighed, der holder den gode kontakt med parterne ved lige. Så pas på med at sætte sexlivet ned på prioriteringslisten.

 

Tiden flyver – elsk hinanden NU

Det ér kun en kort periode, hvor I er på 24 timer i døgnet – især når man om 10-20 år ser tilbage. Prøv at nyde hinanden i de små øjeblikke der opstår i hverdagen og prioriter tid sammen højt – højere end vasketøj og huskesedler. Skriv ”hinanden” på huskeseddelen over de ting i SKAL nå den dag. Afsæt en halv time, hvor I ligger og hyggesnakker og nusser i sofaen med tv-et slukket. Den største faldgruppe for parforholdet med små børn er, at det bliver prioriteret for lavt. Prøv at se det som om at børnene ikke er prioriteret højere end parforholdet, men prioriteres ligeværdigt med det – også selvom børnenes behov selvfølgelig skal opfyldes først – jo mere des mindre de er. Det er jo også i børnenes interesse at I plejer kærligheden – børn er meget følsomme overfor stemningen i familien. Og at I holder sammen er fundamentet for deres familie.