Den lille (alders)forskel

Af Dea Dorothea Deleuran

 

(Denne beretning blev bragt første gang på mail-listen IFAVN-DEBAT og er blevet redigeret let til dette formål).

 

Hvem er det synd for?
Jeg støder jævnligt på diskussionen om aldersforskel på børn; Hvad er den bedste? Og er det synd for børnene at få dem meget tæt på hinanden? Er det synd ikke at gøre det? Hvornår er det synd for forældrene osv. osv. Eksperter udtaler godt for 3 eller 7 og meget skidt for mindre end 2 år og andre synes det er en smagssag og afhænger af så mange andre faktorer.

Det gik op for mig, at jeg aldrig har skrevet min egen beretning om det….. det har vist aldrig rigtig sat mit “pis i kog”. Men jeg vil gerne dele med andre, hvordan det har været for os – at få to piger med 15 måneder imellem. Folk spærrer tit øjnene op, når de hører aldersforskellen, så det må åbenbart være lidt interessant / skræmmende.

Skruk og praktiske overvejelser 
Da vi valgte, at sætte projekt barn nr. 2 i gang var det for vores egen skyld – allermest min, for jeg ville gerne have 2 i rap. Der var der flere årsager til. Den allerførste var nok at jeg var skruk igen: Én gang til! MERE!!! J

Derudover ville jeg kunne tage flere års barsel, som kunne komme begge mine børn til gode. I stedet for måske 1 1/2 år hver hjemme sammen med mig, ville de få 3 år sammen og begge to, groft sagt. Dejligt og hyggeligt!! Og det viste sig oveni købet at jeg i vores kommune kunne blive dagplejemor for mine egne guldklumper efter endt barsel, så vi har heller ikke været uden indkomst. Det fandt vi dog først ud af, da Aia Aprilia var født. Men det har da været smart og er kommet os alle til gode. Jeg har med god samvittighed revet nogle år ud af min potentielle karriere; kan færdiggøre studiet mens de stadigvæk er små – stille og roligt. Og når de så er store, så tror jeg, jeg vil ”rykke” 🙂

For vores egen skyld
Jeg har aldrig forstået, hvordan nogle folk kan tale om at skulle “overstå” tiden med små børn. Vi valgte at gøre som vi gjorde, så jeg kunne få allermest ud af det og mulighed for at nyde dem længst muligt og mest muligt. Men når man tænker over det, er det da også en fordel, at ens mulighed for at komme i biografen en aften kommer igen og ikke afløses af en ny 2-3-årig periode, hvor der er en lille basse der har brug for at man er der, når han/hun vågner om aftenen. Jeg vil altså bare være der i bogstavelig forstand.

Det magiske tal

Men når vi nu synes, at 2 i rap var det bedste for os, så tænkte vi da også over, hvad der ville være det bedste for børnene. Dels havde min søster og jeg ikke glæde af hinanden (5 år imellem) og min mands og hans søster havde heller ikke et specielt nært forhold (3 år imellem). Af en eller anden grund har jeg heller ikke så meget fidus til “3-års-regelen” – jeg synes måske ikke 3-årsalderen er der hvor børn har størst behov for at “dele” f.eks. forældrenes opmærksomhed, men igen er det bare en fornemmelse. 7 år giver børnene status af næsten-enebørn, hvilket jo også skulle være super-godt for dem. Jeg kender dejlige søskendeforhold med meget langt imellem børnene (meget omsorgsfulde store søskende og glade små-), men det er noget andet end hvis børnene er små samtidig….

Jeg tror virkelig ikke der er nogen “rigtig” opskrift på det med aldersforskel, så man kan vist bare vælge det man synes passer bedst i ens egen familie 🙂

Hvordan er det så gået?
Hvordan er det så gået? Jamen, foreløbigt er det gået smadder godt. (Aia Aprilia vores yngste er nu 16 måneder og Rosalina 2 1/2). Først om os – forældrene: Ja, det har været hårdt arbejde engang imellem og mere massivt søvnunderskud end normalt: De har vækket hinanden osv. – på nogle dage lidt en spidsbelastningssituation, men langt de fleste dage har været gode! (og ikke nødvendigvis “hårdere” end med 1 barn, men det kan jeg jo nok ikke rigtig huske 😉 Og det er da også hårdt for dem der vil ud på arbejdsmarkedet – jeg ville synes det var langt hårdere, at skulle aflevere dem i institution. Og hvordan får folk egentlig hverdagen til at hænge sammen med udearbejde?

Pigerne har det rigtig godt sammen – de er naturligvis også sure på hinanden og skændes engang imellem – men når jeg sidder på legepladsen kan jeg ikke lade være med at tænke, at dem der kommer der alene, de ser da lidt mere “ensomme” ud 😉 Jeg tror mine børn nyder det liv der er og det liv de har.

 

Græde lidt længere fordi de var to?
Der var ikke noget jalousi fra Rosalinas side. En enkelt gang syntes hun at ”babyen” græd for meget og viste mig, at “den” skulle ind og sove på sengen 😉 Hun var og er signal-stærk og lidt “high in need” (og det samme er egentlig også vores yngste), men ikke “higher” end at jeg godt har kunne opfylde begge børns behov. Der er aldrig nogen af dem der har fået lov til at “græde lidt længere fordi man havde to” / ”fordi det var nr. 2”!! Måske et svine-held, men ikke desto mindre rigtigt. Meget kan også afhjælpes ved hjælp af timing og kreativitet. Vores ældste har været utrolig glad for at gå selv, så der var plads i slyngen, da Aia kom. Og Aia har mest været ked af det om aftenen, hvor Rosalina var lagt i seng og sov. Ellers hang hun jo i slyngen og hyggede sig og var ikke nogen “ulempe” for Rosalina. Rosalina har aldrig skulle vente med at få basale behov opfyldt, men engang imellem har jeg ladet hende vente med noget mere lyst-præget, fordi jeg var optaget af noget med Aia. Det synes jeg er fint.

Hvor mange børn er der plads til i en favn?

Jeg har godt kunne rumme 2 små børn. Selvfølgelig har der været dage, hvor jeg kun til nød har følt jeg kunne rumme et enkelt, men den slags dage har alle vel…. Jeg har fået masser af erfaringer og på sjov og dejlig vis har Rosalina nydt glæde af mange af de ting “man har fundet ud af med nr. 2”. Hun har på en måde fået mere glæde af den mor som er så klog og rummelig, som man bliver med nr. 2. Sikken “side- effekt”. Jeg har oplevet en meget nem og god kontakt til min yngste Aia Aprilia, måske fordi hun minder mig utrolig meget om mig selv og derfor er nemmere for mig at forstå. Og jeg har set, hvordan de gode erfaringer har kunne overføres til de situationer der var vanskeligere for mig med Rosalina. Alt det her havde vi aldrig haft glæde af, hvis vi havde fået dem med mange flere års mellemrum. Vi havde så nok fået en masse andre……

”Dele” mor
Pigerne har “delt” mig og min kærlighed ligesom den slags deles: Ikke lige over, men en pulje der dækkede dem begge og som bare bliver større når der kommer et barn mere til. De har delt mit bryst – dvs. fra Aia var 5 måneder har de haft ét hver (så moren ikke skulle holde “styr” på produktionen og hvem der drak hvor, men at de selv regulerede den 😉 Jeg ammer stadigvæk dem begge om dagen og om natten, nu hvor Aia er 15 måneder og Rosalina 2 1/2 år. Også på dette punkt har der været rigeligt til dem begge to. Jo mere man ammer des mere mælk producerer man. Det samme princip gælder kærlighed 🙂

 

Hvis det var helt ideelt skulle man have et par timer med dem begge alene hver dag, så de også følte at de havde mig “for dem selv”. De må “nøjes” med særlig mor/far-tid på specielle tidspunkter…. hvilket jo er det generelle vilkår for børn der ikke er førstefødte. Aias middagslur bliver altid brugt på at hygge med Rosalina og omvendt dengang Rosalina også sov til middag – det var deres fordel af at deres lure aldrig blev “samkørt”. Pigerne har mig så på den anden side hele døgnet og bliver passet af deres mor der elsker dem højt – og i dagtimerne skal de ikke dele deres primære voksen / den de er knyttet til med mere en én anden.

 

I søsters slipstrøm – ingen fælder
Børn får jo IKKE mindre kærlighed eller tryghed af at få en søskende. De får også glæden af at dele deres forældres opmærksomhed – ja, det er en glæde ikke at være forældrenes eneste “projekt” eller have deres udelte fokus så meget af tiden. Det var i hvert fald sådan jeg selv havde det – lå selv dejligt i slipstrømmen af en højt begavet storesøster. Rosalina er blevet løst for storesøsterrollens let tyngende forventninger allerede fra hun var 1 år 😉 Hun har heller aldrig skulle “tage hensyn” til sin søster eller være “den store”, for det ville jo have virket helt barokt, når hun var så lille. Hun vil heller aldrig skulle være den store og fornuftige eller skulle passe eller passe på sin lillesøster. Endnu et par fælder der har været nemmere at undgå med den lille aldersforskel. Når der er 15 måneder imellem vil det nok nærmere blive sådan at de supplerer hinanden eller deler den slags. Den lille aldersforskel har gjort, at det nok har mindet meget om at have tvillinger.

Negative ting?
Nu skal det heller ikke lyde for rosenrødt og pædagogisk korrekt:

Rosalina havde været lige meget fars og mors pige det første år, men fra 1-2 måneder efter Aia blev født blev hun meget “mor-glad” – det skulle være mig, der gjorde en masse ting….. Jeg har da tænkt over, om det var fordi der var konkurrence om mig. Men det kan også have været fordi jeg var hendes primære person trods alt og hun havde et særligt vigtigt udviklingstrin på netop det tidspunkt (16-18 måneder er vist en vigtig milepæl og et tidspunkt hvor ifavn-erfaringer er særligt vigtige). Hun er i hvert fald stadig meget mor-glad.

Det har også været hårdt for parforholdet. For os var det mest af alt romantisk at få vores 1. barn. Med nr. 2 kunne vi meget mere nikke genkendende til det med at det var hårdt og en belastning for forholdet at få et barn (mere). F.eks. har det været svært at have tid helt for sig selv, fordi vores aftener har båret præg af mange afbrydelser pga. at børnene vågnede. (Vores børn har aldrig været de stærke / tunge “sovere”, så en del afbrydelser bliver det stadigvæk til de fleste aftener). Det var også en ekstra belastning at der kom mere skævvridning, på den måde, at det kun var mig der duede med dem begge to: Fra at have været ”2 om én” kunne jeg godt engang imellem føle at jeg var ”1 om 2”. Det var – og er stadig – ikke altid at min mand kan aflaste mig uanset hvor gerne han vil. Men alt i alt er det nu OK – vi regner også med at tage revanche meget snart! J

Rosalina har også været lidt udfordret fra Aia blev omkring 10 måneder vistnok, da hendes lege begyndte at blev forstyrret og hendes ting blev taget (lillesøster blev nu for første gang en “trussel”). Hendes lillesøster er mere fremfarende og har et måske kraftigere og mere iltert temperament. Vi taler om hendes følelser og jeg tror hun lærer meget om sig selv og det at omgås andre af det. Hun kan lære, at man sagtens må og kan sige fra overfor andre, der er mere “voldsomme” end en selv.

Ligesom hun lærer, at andre (hendes søster) også kan komme til at slå og rive i hår, når hun bliver vred, selvom man hellere skal sige det…… At man bliver sure og glade igen. Og hvem skulle hun ellers dele frugt og kiks og aftensmad med? Og give gaver? Og holde vågen, når hun ikke selv vil sove? Og hvem ville kigge ind i hendes hule, når hun har bygget den? Og hvem skulle sige højt ”HEJ” ind i hovedet på hende, når hun skulle stå op? Og hvem skulle hun drille forældrene sammen med; grine og lave frække ting?

Forældrenes ansvar
Ja, jeg kan ikke sige, hvor meget glæde mine børn vil få af hinanden……. det er der ingen der kan. De har det nu! Og har haft det siden Aia Aprilia var 6 måneder. Og vi kan gøre vores bedste for at de får det i fremtiden – og hvordan man gør det er jo også en spændende diskussion – uanset aldersforskel. Jeg har læst en bog “Søskende uden jalousi” af Adler vistnok og den havde mange gode og nyttige pointer. Har I f.eks. tænkt over, at når man siger at man “elsker sine børn lige højt”, så “måler” man sin kærlighed og gør den til genstand for konkurrence? Når noget er “lige meget” er der ikke langt til en lille forskel, vel…

Jeg elsker Rosalina så højt og på en  måde som jeg aldrig vil kunne elske en anden. Og da Aia kom til kunne jeg sige det samme til hende!

Hvor mange er der plads til i min favn?
Der var / er plads til 2 i min favn. Det håber jeg altid de vil føle der var / er. Måske ville der ikke være plads til 3? (Vi skal ikke have flere og jeg har heller ikke været “skruk” igen, som jeg var før begge mine graviditeter).  Mon ikke jeg teoretisk set ville kunne klemme én mere ind i favnen(?!) 😉 Men hvor søren manden skulle være ved jeg ikke J

PS. Jeg siger IKKE med dette indlæg, at en lille aldersforskel er det bedste – 15 måneder var bare rigtig godt for os og vores piger, synes jeg. Det ville formentlig have været en helt anden – og dårligere – oplevelse, hvis Aia var kommet først og Rosalina 15 måneder efter; det tror jeg bare, nu hvor Aia er 15 måneder pga. temperament o.a…… Hvis man føler at det vil være synd for det barn man har i forvejen, at blive storebror eller -søster så tidligt, så skal man bestemt lade være. Man kan meget vel have en fornemmelse for om det vil være det rigtige ligesom man vil have en fornemmelse af, om man har det store overskud det kræver at have 2 små børn på samme tid.

 

På en måde er det vel lidt en satsning at få børn så tæt på hinanden(?!)

Dea